Randers by

Det er værd at investere i sundhed og idræt

Christian Brøns, byrådsmedlem (V), gruppeformand og Louise Høeg, byrådsmedlem (V), fmd. for Sundheds, Idræts og Kulturudvalget.

Debatindlæg af:
Christian Brøns, byrådsmedlem (V), gruppeformand,
Louise Høeg, byrådsmedlem (V), fmd. for Sundheds, Idræts og Kulturudvalget.

Svar til byrådsmedlem Mogens Nyholm (R), Randers, som mener, at andre skal tage ansvar men som selv sjældent bliver længe ved forhandlingsbordet.

Venstre har i årene 2015-17 styrket breddeidrætten i Randers Kommune med 13 mio. kr.

Det har bl.a. betydet at de selvejende haller har fået 4,5 mio. kroner til renoveringsopgaver, en tiltrængt renovering af omklædningsbygninger, tilskud til at etablere og vedligeholde kunststofbaner og en sænkning af hallejen til det halve. Vi har desuden styrket eliteidrætsindsatsen med 0,5 mio. kroner samt afsat penge til tre større idrætsanlæg.

Vi har flotte idrætsfaciliteter rundt omkring i kommunen, men der er også en del idrætsanlæg der har nået reparationsalderen og er utidssvarende. Samtidig er der nye projekter i støbeskeen drevet af ildsjæle, der gør en kæmpe indsats, også med at rejse midler. Men det er utopi at tro, at vi som kommune kan undgå at lægge kommunale kroner i projekterne. Naturligvis skal der prioriteres, men der skal også investeres.

I budgetforliget for 2018 afsatte vi yderligere midler til det forebyggende arbejde bl.a. med ekstra anlægsmidler til breddeidrætten, daginstitutionerne, cykelstier og Selvhjælp Randers, fortsættelse af sundhedsprojektet Tjek dit helbred samt Parterapi og Familieiværksætterne, fortsættelse af et projekt der tager kampen op mod overvægt hos børn samt midler til et nyt tilbud til udfordrede unge til at hjælpe dem godt i gang med voksenlivet.

Vi har netop fået tallene for vores nye sundhedsprofil, og der er fortsat brug for et solidt fokus på området. I Randers Kommune er der eksempelvis 14.000 borgere med svær overvægt, 35.000 der ikke dyrker idræt eller anden motion i fritiden, og så er der de senere år sket en forværring af borgernes mentale sundhed, hvor især de unge kvinder er hårdt ramt.

I Venstre vil vi arbejde for en sundere Randers Kommune til glæde for både den enkelte og samfundet, og derfor var vi også glade for at vi i efteråret 2017 sammen med Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Kristendemokraterne og Nye Borgerlige kunne komme med et fælles udspil for området med et forebyggende sigte.

Vi ønskede 20 mio. kr. ekstra til sundhedsområdet og 20 mio. kr. ekstra til idrætsområdet i den kommende byrådsperiode.

Uanset at flertallet er blevet et andet, så vil vi naturligvis stadig arbejde for at styrke både sundheden og idrætten i kommunen. Den kamp kæmpes ved de årlige budgetforhandlinger, som Venstre nok en gang vil gå konstruktivt ind i. Vi håber, at Mogens Nyholm denne gang vil være med til at kæmpe kampen med os.

Se Mogens Nyholms debatindlæg HER

Kommentarer