Land og By

Ny bevilling sikrer fortsat hjælp til børn og unge af forældre med rusmiddelproblemer

Marie Brixtoftes fortælling om et liv med en far som drak, vandt genklang hos de mange fremmødte.

Det er svært at være barn, når ens forældre drikker eller tager stoffer. Derfor har Projekt BRUS i 3 ½ år hjulpet børn og unge i familier med rusmiddelproblemer i Randers.

Nu har projektet fået bevilling til at fortsætte fire år mere. Mandag eftermiddag blev bevillingen markeret med oplæg og fællesspisning for forløbets deltagere.

Mandag den 4. november var omkring 55 børn, unge og pårørende samlet i GAIA Museum i Randers for at markere fortsættelsen af det succesfulde projekt. Her fortalte Marie Brixtofte om et liv med en far, som havde et alkoholmisbrug. Efter oplægget var der fællesspisning for dem, der havde gået i BRUS, deres pårørende og de ansatte i rusmiddelcentret. Og hos de ansatte var der glæde at spore, over at projektet har fået tilført flere midler:

– Det betyder, at vi ikke skal lukke ned. Vi fortsætter, og det er fantastisk. Det arbejde, vi laver, giver så god mening. I kraft af BRUS får vi mulighed for at hjælpe børnene – og dermed kan hele familien få hjælp, da dem med rusmiddelproblemet og de pårørende allerede kan hente hjælp på rusmiddelcentret – fortæller Heidi Birch Jakobsen, som er behandler i BRUS Randers.

I Randers har over 200 børn og unge over de seneste 3½ år fået hjælp i enten gruppeforløb, familiesamtaler eller i individuel behandling. De kommer fra familier, hvor et eller flere familiemedlemmer har alkohol eller stofproblemer. Målet i projekt BRUS er, at give dem redskaber til at passe på sig selv og vished om, at det ikke er deres ansvar eller skyld, at deres forældre drikker eller tager stoffer, fortæller Katrine Nissen, leder i Rusmiddelcenter Randers:

– I BRUS arbejder vi med at hjælpe børn og unge til at sætte ord på de oplevelser de har. Og til at få øje på, hvordan de kan passe på sig selv, når forældrene i perioder hverken mentalt eller fysisk er der for dem. Når rusmidlerne stjæler nærvær og giver skæve prioriteringer i familierne. Herudover støtter vi også meget gerne forældrene til at blive bedre forældre for deres børn. For eksempel ved at motivere dem til at tage imod rusmiddelbehandling – forklarer Katrine Nissen.

En god evaluering
Evalueringen af BRUS peger på, at de fleste oplever, at det virker at tale med andre. Tallene viser, at børnene og de unge trives bedre efter et forløb i BRUS, og at de ikke længere er så belastede i forhold til negative tanker, ensomhedsfølelse og psykiske problemer.

Hovedparten af de unge oplever også, at de i højere grad bliver i stand til at passe deres skole, uddannelse eller arbejde og til at deltage i aktiviteter i fritiden. Herudover hjælper BRUS også ganske ofte forældrene til at gå i rusmiddelbehandling og dermed til at gøre noget ved de grundlæggende problemer i børnenes liv.

– Det er vigtigt, at vi også har fokus på de pårørende til folk med misbrug. Vi kan se på evalueringen, at Projekt BRUS giver rigtig meget værdi til de børn og unge som deltager i forløbet. Derfor er det glædeligt at projektet fortsætter fire år mere – fortæller Rosa Lykke Yde, formand for Socialudvalget i Randers Kommune.

Projekt BRUS har fået bevilget knap 39 millioner over de næste fire år fra en pulje under Socialstyrelsen. Projektet har de seneste tre år hjulpet 1.400 børn og unge fra 0 til 24 år i 11 midtjyske kommuner. Derudover har omkring 800 børn og unge fået rådgivning i BRUS’ anonyme chatrådgivning.

Kommentarer