Land og By

Krematoriet på Nordre Kirkegård er skiftet til CO2-neutral fyringsolie

Randers Kommunes grønne profil er nu også slået igennem i forhold til krematoriet på Nordre Kirkegård. Her er den fossile fyringsolie skiftet ud med ny CO2-neutral fyringsolie.

Randers Kommunes grønne profil er nu også slået igennem i forhold til krematoriet på Nordre Kirkegård. Her er den fossile fyringsolie skiftet ud med en ny CO2-neutral fyringsolie, så de 20.000 liter fyringsolie til godt 1800 årlige kremeringer nu foregår med en såkaldt andengenerations bioolie, der udelukkende er baseret på planteolie og animalske produkter fra industrien.

– Vi har fået de første 5000 liter bioolie på krematoriets olietank leveret af Cilaj Energi, som vi har startet et samarbejde med. Olien virker upåklageligt i vores krematorieovn, og det er derfor planen, at brugen af bioolie bliver en permanent løsning fremadrettet, så vi skåner miljøet for unødvendige CO2-udledninger – fortæller Thue De La Cour, som er funktionsleder og skov og landskabsingeniør ved Randers Kommune med ansvar for Nordre Kirkegård.

Thue De La Cour fortæller, at krematoriet på Nordre Kirkegård ikke er det første i landet, som er overgået over til mere miljørigtig kremering:

– Men omlægningen til bioolie er garanteret en af de billigste af sin slags, idet den kun har stået os i ca. 40.000 kroner til at bytte jordtanken ud og skifte brændere i krematorieovnen. De 40.000 kroner er kun en lille brøkdel af, hvad jeg har set er blevet brugt andre steder.

Fakta om biofyringsolien
· Består udelukkende af biologiske nedbrydelige materialer
· Høj brændværdi
· Lavt svovlindhold
· Billigere end fossil fyringsolie
· Frostsikker ned til -23⁰C
· Kan opbevares i jord- og udendørsolietanke
· Ved brug af biofyringsolie frigives to CO2-kvoter

Kommentarer