Randers by

Kinarejse cementerer samarbejde og skaber nye muligheder for fremtiden

Rejsedelegationen til Kina blev modtaget på viceborgmesterens kontor i Changzhou.

Rejsedelegationen fra Randers Kommune med borgmester Torben Hansen i spidsen, der i disse dage besøger Randers’ kinesiske partnerskabsbyer Changzhou og Pinghu besøgte mandag eftermiddag viceborgmesteren i Changzhou.

Som afslutning på en begivenhedsrig dag i Kina mødtes den randrusianske delegation i går mandag med Changzhou’s viceborgmester, og i et tv-transmitteret møde blev Randers mødt med et ønske om et fortsat godt og udvidet samarbejde.

Forud for rejsen til Kina, har der allerede i perioden 2012-2017 været en række delegationer fra Changzhou på besøg i Randers, og her har man fra kinesisk side interesseret sig meget for vores måde at håndtere mange af de kommunale serviceområder på, eksempelvis ældrepleje, dagrenovation, byplanlægning m.m.

Det første konkrete møde og udveksling mellem Randers og den kinesiske venskabsby Changzhou foregik for fem år siden i 2013.

Mens de fleste gymnasieelever på Paderup Gymnasium dét år tog på efterårsferie, valgte 39 af skolens elever at tage på studietur til Kina. Sammen med rektor og to lærere besøgte de gymnasiets partnerskole, der ligger centralt i  Changzhou. Under den 10 dage lange studietur blev de danske elever indkvarteret privat hos elever på Changzhou Senior High School.

Siden har Paderup Gymnasium i 2016 haft besøg af vicerektor og fem lærere fra Changzhou Senior High School, og senest i efterårsferien 2017 sendte Paderup Gymnasium endnu en gang en gruppe elever samt to lærere til Kina for at besøge venskabsgymnasiet i Changzhou.

Udover den allerede etablerede og velfungerende samarbejde på uddannelsesområdet, blev der på mandagens møde med viceborgmesteren udtrykt ønske fra kineserne, at man som supplement til dette – samt også til det allerede intensiverede samarbejde på turismeområdet – kunne begynde at arbejde med øget samhandel og mulige kinesiske investeringer i Randers.

Et ønske som den danske delegation kvitterede bekræftende til.

Kommentarer