Kultur og events

Garanti for medvind på cykelstierne

Med en elcykel er det nemt at nyde sommeren på to hjul. Nu har man mulighed for at få gode råd om køb og sikkerhed ved et arrangement den 31. maj i Randers.

GF Fonden deler ud af gode råd om elcykler ved et gratis arrangement, så man uanset alder og eventuel sygdom kan få ekstra skub i pedalerne.

Er man glad for at cykle, men kommer sjældent afsted, fordi det er blevet for tungt at få gang i pedalerne, så er en elcykel måske løsningen.

– Sygdom og alder kan få mange til at droppe cykleriet. Det er rigtig ærgerligt, for en elcykel kan give medvind på cykelstierne og bringe cykelglæden tilbage, fortæller Lars Meier fra GF Forsikrings kontor i Randers.

– Vi ved, at mange er lidt betænkelige, når det kommer til køb af elcykler. Derfor har vi lavet et arrangement om sikkerheden på elcykel, og hvad man skal være opmærksom på, når man køber den.

Mulighed for prøvetur

HF Christiansen, der producerer elcykler, er også inviteret til arrangementet, og de stiller med flere forskellige cykler på dagen, så der bliver mulighed for at få en prøvetur. Blandt andet Aktiv Sund-cyklen, der er udviklet i samarbejde med Ældre Sagen.

Arrangementet foregår torsdag 31. maj 2018 kl.10-12 hos GF Forsikring, Marsvej 3, 8960 Randers. Det er gratis, og alle kan deltage – også selvom man ikke er kunde i GF.

Der bydes på kaffe og rundstykker undervejs, og tilmelding er derfor nødvendig senest tirsdag den 29. maj på tlf. 86 43 57 05 eller via www.gftrafiksikker.dk/eventkalender.

Kommentarer