Det sker

Erhvervsministeren og Randers sætter fokus på bæredygtighed og samarbejde

Mandag 6. januar besøger erhvervsminister Simon Kollerup Randers for at drøfte, hvordan virksomheder, kommune og stat i fællesskab kan samarbejde om energi og bæredygtighed. Besøget foregår på virksomheden Makeen Energy A/S, der laver teknologiske løsninger inden for energi.

– Det er blevet bemærket, at vi i Randers er kommet meget langt i forhold til at arbejde med bæredygtige løsninger, og det er netop i samarbejdet mellem stat, kommune og virksomhed, at nye muligheder og metoder kan opstå. Derfor glæder jeg mig til at mødes med Simon Kollerup og en række af vores virksomheder – siger Torben Hansen, borgmester i Randers Kommune.

Fra affaldsplast til marinediesel
Erhvervsminister Simon Kollerups besøg begynder med en rundvisning hos Makeen Energy A/S, og en orientering om, hvordan virksomheden har fokus på bæredygtighed i teknologiske løsninger inden for energi. Blandt andet vil Simon Kollerup høre mere om et samarbejde mellem virksomheden og Randers Kommune. På forsøgsbasis har Makeen Energi A/S modtaget affaldsplast fra kommunens affaldsterminal og omdannet det til marinediesel, ligesom Makeen A/S har fundet en metode til at omdanne affaldsplast til jomfruelig plast, NAFTA. Både Randers Kommune og Makeen Energi A/S forventer sig store resultater af samarbejdet.

Efter rundvisningen vil en række virksomheder, som arbejder med plast og energi, drøfte bæredygtighed i samarbejde mellem stat, kommune og virksomhed med Simon Kollerup, borgmester Torben Hansen og formand for kommunens Udviklingsudvalg, Christian Brøns.

– I samarbejdet mellem kommune og stat kan vi støtte virksomheder i at udvikle nye bæredygtige forretningsstrategier. Det er afgørende for at nå FNs 17 Verdensmål for en bæredygtig udvikling – siger Torben Hansen.

Kommentarer