Foreningsnyt

Djurslands Bank i Randers donerer 17.000 kroner til et godt formål

Repræsentant fra Djurslands Bank, Kathrine Fisker, og hospitalsklovnene Termo Meter og Kringle

Som vinder af CSR-mesterskaberne, der for første gang blev afholdt i år i Randers Festuge, donerer Djurslands Bank, på vegne af i alt 17 virksomheder med et stort CSR fokus, 17.000 kroner til De Danske Hospitalsklovne i Randers.

CSR-mesterskaberne havde i år fokus på FN’s 17 verdensmål. Derfor mødte lige præcis 17 randrusianske virksomheder op på Justesens Plæne i Randers onsdag den 14. august, hvor de skulle dyste i fem forskellige discipliner, der alle tog udgangspunkt i forskellige samarbejdsøvelser.

De 17 virksomheder har hver betalt et deltagergebyr på 1.700 kroner, hvoraf 1.000 går direkte til præmien – nemlig 17.000 kroner, der gives til et godt formål i lokalområdet. Alle deltagende virksomheder er derfor med til at donere pengene, men det er vindervirksomheden, der vandt retten til at bestemme, hvem præmien på de 17.000 kroner skulle gives til.

Lokal bank støtter klovnene
Djurslands Bank i Randers vandt CSR-mesterskaberne 2019, og onsdag den 9. oktober besøgte en repræsentant fra banken Randers Regionshospital, hvor hospitalsklovnene Termo Meter og Kringle fra De Danske Hospitalsklovne modtog beviset på donationen.

– Vi ved, at de danske hospitalsklovne gør en stor forskel for de indlagte børn og deres familier. De er med til at styrke de indlagte børns livsglæde med deres røde næser og sjove påhit, og det arbejde vil vi gerne være med til at anerkende, hvorfor vores valg faldt på De Danske Hospitalsklovne – siger erhvervsrådgiver fra Djurslands Bank, Kathrine Fisker, og fortsætter:

– Klovnene er professionelt uddannede, og der er derfor hele tiden brug for midler til at opretholde den høje standard, som det kræver at arbejde med sårbare børn. Det er også en af grundene til, at vi har valgt at støtte de danske hospitalsklovne – lyder det fra Kathrine Fisker.

Fokus på verdensmål og netværk
CSR-mesterskaberne, som foregik i Randers Festuge, er et initiativ, som skal styrke samarbejdet om CSR mellem Randers Kommune og kommunens virksomheder:

– Vi griber chancen for at lave et hyggeligt, sjovt og anderledes event med kommunens CSR-virksomheder, fordi det er i tråd med den dialog, vi har med dem om at netværke mere sammen i CSR-regi. I den forbindelse finder vi på en konkurrence, som vil skabe fokus på FN’s 17 verdensmål, for at holde fast i CSR-tankerne samt at knytte det sociale aspekt op på noget lokalt – siger Tine Arensbach, chef i Jobcenter Randers Erhverv.

Eventen har fået rosende ord med på vejen fra de deltagende virksomheder, som alle fortjener en stor tak for deres deltagelse. Uanset placering har alle deltagende virksomheder del i, at donationen i dag er givet videre til De Danske Hospitalsklovne, der blev meget glade for den flotte håndsrækning.

De deltagende virksomheder var: Virksomhederne, der har bidraget til denne donation, er: Djurslands Bank, Sparekassen Kronjylland, Netværk Randers, FysioDanmark ApS, Erhvervsakademi Dania, Saint-Gobain, Verdo, Arbejdsmarkedsafdelingen, RPC Superfos, Falck, GardinLis, Randers Affaldsterminal, Vandmiljø Randers, Beskæftigelsesudvalget, Randers FC, Ældreområdet og Danish Coffee and Tea.

Kommentarer