Det sker

BluesJam hos Tante Olga med Jamvært HP Lange

Efter to meget succesfulde Jamaftener med henholdsvis Uffe Steen og Ole Frimer som jamværter, afvikles den sidste af forårets BluesJam’s torsdag den 16. maj fra kl. 20.00 hos Tante Olga, hvor HP Lange er jamvært.

Der har været overvældende deltagelse fra både musikere og publikum til de to første jamaftener, hvor der til arrangørernes store begejstring deltog mange unge musikere, der sugede råd og input fra jamværten, samt spillede i forskellige sammenhænge med og uden jamværten.

Og der bliver gået til den, ikke et overflødigt minut bliver brugt overflødigt.

Der er straks gang i musikken med netop helt unge musikere, men også med en række garvede folk, der prøver sig selv og hinanden af i forskellige konstellationer.
Mange fine øjeblikke opstår. Alle har det rart, og alle bliver klogere på sig selv og deres evner til samspil.

Det er Musikforeningen Bluesnight og Tante Olga, der arrangerer og afvikler BuesJam-arrangementerne med henblik på at styrke interessen for bluesmusik i Randers.
Tante Olga lægger scene og udstyr til, og Dansk Musikerforbund støtter med tilskud til Jamværten.

Aftenens Jamvært H.P. Lange er efterhånden en veteran på musikscenen i Danmark og en yderst kompetent Jamvært.
Som en af de få fortolkere af den akustiske bluestradition, har han siden mid-80’erne spillet mere end 100 koncerter om året i Danmark og i udlandet – lige fra små klubber til de store blues & jazz festivaler.

I omkring 30 år har HP Lange været omrejsende bluesmusiker. Repertoiret er blevet et mix af sange, han selv har skrevet samt gode sange, der er samlet op hen ad vejen. Han har gennem tiden spillet sammen med stort set alle på den danske bluesscene – især med landevejskammeraten Troels Jensen, som han har udgivet fire cd’er sammen med siden 2002. I 1994 tilbragte han et halvt år i New Orleans. I Louisiana og i Mississippi gravede han sig endnu dybere ned i bluestraditionen. Han spillede fast på flere klubber i New Orleans og mødte og lærte bl.a. fra delta blues mesteren, John Mooney. Han spillede jobs i Memphis og i Mississippi Deltaet med guitaristen Kenny Brown, som introducerede ham til den specielle bluestradition i de bakkede områder i det nordlige Mississippi. Her mødte og spillede han desuden med blues legender som Junior Kimbrough og R.L. Burnside.

H.P. Lange har udgivet ni cd’er i eget navn. To af dem har vundet The Danish Music Award for bedste blues/roots udgivelse. Flere er blevet nomineret for bl.a. bedste folk-instrumentalist.

På scenen leverer HP Lange et energisk mix at Delta – country- og folk-blues. Sangene får altid en historie med på vejen, og repertoireret er en blanding af egne sange og sange, samlet op blandt andet i USA’s sydstater. Sangene og fortolkningerne er hans egne, men dybt forankrede i traditionen.

Kommentarer