Randers by

Betlehemsstjernen i Enghøj Kirke

Se de mange glade børn på scenen og alle de små engle og hyrderne med deres får, som danser af glæde. Der er rigtig meget at se på, når ca. 50 - 60 børn er på scenen. Pressefoto.

Lørdag den 8. december klokken 14.00 vrimler det med små og store engle, hyrder, dansende får, 3 vise mænd og andre skuespillere.

Forberedelserne er i gang til julens højtid, og det er igen til at børnene fra Enghøj Kirkes børnekor/klub opfører julemusicalen ”Betlehemsstjernen” godt hjulpet af Enghøj Kirkes Kirkekor og et band.

Musicalen handler i ord, drama og dejlige sange om julens glade budskab, om de vise mænds rejse til Betlehem, hvor stjernen viste dem vejen til Betlehem, hvor de fandt den nyfødte Jesus Kristus i en krybbe i en stald og ikke på kong Herodes’ slot i Jerusalem.

Rollerne er besat med vismændene, hyrderne, Josef, Maria, Kong Herodes og hans minister, og så det lille Jesus-barn, som er en levende baby.

Musicalen akkompagneres af et band med Peter Elmelund, el-bas, John Halskov, guitar; Klaus Bak, trommer; Dorit Jensen, fløjte og saxofon og Britta Nedergaard Hansen, klaver.

”Betlehemsstjernen” er skrevet af Roger Jones og sangene er oversat til dansk af Edward Broadbridge. Lena og Mogens Breiner Henriksen har skrevet dramaoplægget.

Instruktionen af skuespillerne har Anne-Dorte Kunst og Britta Nedergaard Hansen stået for, dansen er indøvet af Sarah Kunst, Freja Jensen og Linea Yde mens kirkens organist Britta Nedergaard Hansen har indstuderet sangene.

Julestue fuld af hygge

Efter musicalen, hvor der er entré på kr. 30,- for voksne, inviteres børn, forældre, bedsteforældre og alle interesserede til julestue i sognegården, hvor der blandt andet serveres æbleskiver og gløgg. Arrangementet slutter med Lucia-optog.

Der kan desuden købes flotte advents- og juledekorationer med mere.

Efter dette arrangement holder Enghøj Kirkes børnekor/klub juleferie til fredag den 4. januar hvor begivenhederne igen tager fart i klubben i form af blandt andet indøvelse af en musical om en af bibelens spændende personer. Der er også plads til nye børn fra 4 – 14 år i børnekor/klubben.

Kommentarer