Debat

Anders Henrik Jensen: Venstre vil gøre det der skal til

Debatindlæg af: Anders Henrik Jensen, medlem af Randers Byråd for Venstre
Medlem af Miljø- og teknikudvalge samt Skole- og uddannelsesudvalget

Min chef på jobbet i det private erhvervsliv siger altid: “Anders, du skal ikke gøre dit bedste. Du skal gøre det der skal til”. Det samme gør sig gældende i Venstre i Randers og vores byrådsgruppe med 9 mandater. En betydelig del af Randers byråd, der ikke kunne rummes i det aktuelle budgetforlig.

Sidste uges budgetforlig var det bedste, som de bagvedstående partier kunne præstere. Det bedste var her bare ikke godt nok for det fremtidige Randers. Randers kommer ikke fremad og ud af den onde spiral med skattestigninger på 120 mio. kr. hvoraf der skal betales ærgerlige sanktionsbøder fra staten på 17 mio. kr. Skatteborgerne må derved bøde for at budgettet ikke løser de grundlæggende problemer.

Venstre vil gøre det der skal til. Vi vil gerne tænke mere langsigtet og ikke være med til disse lappeløsninger. Venstres byrådsgruppe tror på det lange seje træk og det er med langsigtede investeringer i fremkommelighed og udvikling i kommunen. Netop indregnet i Venstres alternative budgetforslag. Fremkommelighed og udvikling vil nemlig tiltrække nye tilflyttere og øge vores indtægtsgrundlag.

Vi har enormt meget brug for at tiltrække nye borgere idet Randers går tilbage i tilskud fra staten. Hvis ikke vi har vækst i befolkningen har vi færre og færre penge til velfærd for hvert år der går. Højere skatteprocent tiltrækker ikke nye tilflyttere. Øget tilflytning vil medføre højere skatte indtægter og større råderum på sigt for kommunen og den fremtidige velfærd. Jeg vil nødigt være en del af de kommuner der virkelig er så langt ude, at sidste udvej er at sætte skatten op.

En forretningsdrivende der ikke kan få solgt sine varer og derved få sin butik til at løbe rundt, vil jo heller aldrig sætte priserne op overfor kunderne, samtidig med at tilbyde ringere varer på hylderne år efter år. Det vil være roden til en ond spiral.

Tilflyttere og vi mennesker generelt vil gerne være en del af en god historie og jeg ser Randers som en usleben diamant. Vi har så mange gode projekter i kommunen i smukke og attraktive rammer. Venstre er klar til at søsætte dem og gå forrest med midler. Det vil medføre realitet indenfor en kort årrække, så investorer går med på ideerne. På den måde spredes der ringe i vandet, og der skabes afsæt til fremtidens velfærd. Bedre velfærd til endnu flere borgere.

Håber Randers på et senere tidspunkt er parat til at turde investere og have større visioner for fremtiden. Lige nu spiser vi af det sædekorn, der kunne have været spredt ud på marken og givet et større udbytte ved senere høst. Jeg håber ligeledes, at der ved de kommende års budgetforhandlinger er flere byrådsmedlemmer end os ni fra Venstre, der vil være med til at gøre det der skal til.

Kommentarer