Randers by

Vintage cars under hammeren Palmesøndag

Mange forskellige biler står på højkant på Campen Auktioner Palmesøndag. En Alfa Romeo Montreal fra 1975 er blandt de helt store attraktioner. Fremsendt foto
Interessen for klassiske biler er fortsat stærk, og det vidner tilslutningen til den traditionelle påskeauktion palmesøndag den 9. april i Randers om. Det bliver igen en af årets største specialbilauktioner i Danmark med over 140 lots, og hele spektret indenfor klassiske biler er dækket – fra perfekt til projekt.

Det vil være nærliggende at tro, at en bil i perfekt stand er dyrere end et rustent projekt. Men her kan man blive klogere på søndag, når en efter sigende i ’særdeles god stand’ Austin Allegro fra 1979 med under 10.000 kilometer på speedometret, skal under hammeren cirka tre numre efter en Alfa Romeo Montreal fra 1975, der efter beskrivelsen er ’rusten de sædvanlige steder’. Det rustne projekt vil nemlig blive dyrest.

– Man ved selvfølgelig aldrig hvad der kan ske på dagen, siger auktionarius Finn Campen fra Campen Auktioner – men Alfa Romeo Montreal er blevet en populær vare, der i flot stand koster langt over en halv million – mens Allegroen mest er kendt for at være bilen alle elsker at hade.

Så den erfarne hammersvinger er ikke meget i tvivl om at Alfa Romeo’en får det højeste hammerslag.

Man kan gøre mange gode køb på Palmesøndag, for eksempel denne Austin Allegro 1300 Super årgang 1979. Fremsendt foto

– Vi har jo set en tendens til, at projekter faktisk tiltrækker endnu flere entusiaster end perfekte biler, fortæller han med baggrund i flere succesfulde auktioner primært for ladefund og lignende gør-det-selv-biler. Timingen er også rettidig. Veterankøretøjer er biler med mere end 35 år på registreringsattesten, og de må køres fra den 15. marts til og med den 15. november. Praktisk betyder det, at både sælgere og de nye ejere selv kan køre til og fra auktionshuset.

Det er dog ikke alle vogne der er selvkørende, for eksempel Austinmærket er også repræsenteret med en del projektbiler, for da det tidligere Austin Museum på Samsø blev bortauktioneret, er nu blevet til Samsø Tekniske Museum, og i den proces sælger museet ud af deres overskydende biler. Alle af mærket Austin, og de fleste mest for de fingersnilde gør-det-selv-folk.

Masser af bilerne på Palmesøndagsauktionen er dog i flot stand, og de to nævnte repræsenterer blot yderpunkterne. Som sædvanligt har Campen Auktionen nemlig fundet nogle sjove køretøjer eller biler med en særligt god historie, som eksempelvis lot 125, Johnny Reimars gamle røde Chrysler Le Baron Cabriolet, der også kommer under hammeren i Randers. Et af de tidlige numre på auktion bliver også populær. Dels er lot 108 en brandbil, som stadig er indregistreret som brandbil og kan indregistreres som veteranbil, mange små drenges drøm – dels går beløbet ved salget ubeskåret til ”Knæk Cancer ”-sagen.

For at blive ved de røde drengedrømme – Ferrari, verdens mest eftertragtede sportsvogne, sætter rekorder på auktioner verden over i disse år – og i Randers er der hele fire af dem under hammeren. Den ene har endda tilhørt formanden for dem amerikanske Ferrari klub, og det er en af de ting entusiaster kan lide at høre. Udover motoren i Ferrari’en, forstås!

Porsche henregnes både til drengedrømme, samt investerings bil og Palmesøndag kommer der hele seks af den fine slags under hammeren. Andre prestigemærker lige fra Bentley, Jaguar og Rolls-Royce er også repræsenteret, og det er måske en af årsagerne til, at Palmesøndag auktionen altid tiltrækker masser af gæster. Det er simpelthen drømmebiler det handler om. Men Finn Campen minder om en vigtig ting.

– Vi er et meget alsidigt auktionshus, det faktum gør sig bestemt også gældende indenfor nichen af drømmebiler, som findes i alle fristende former, modeller og prisklasser hos os i form af ladefund, lastbiler, luksusbiler. Derfor har veteran og klassiske biler en meget bredere appel end man måske skulle tro. Det betyder at mange af de almindelige bilentusiaster får et bydernummer på søndag, og så må vi se om vi kan opfylde deres drømme om en god handel, slutter han veloplagt.

Palmesøndagen begynder med eftersyn fra klokken 9 og selve auktionen starter klokken 11. Campen Auktioner forventer publikumsrekord, samt at de dyreste biler under hammeren kommer over den halve million kroner.

Kommentarer