Det sker

Videokonkurrence: Byrådet kalder alle unge


Hvad betyder demokratiet for dig? Lav en video på maks et minut, der viser, hvad demokrati er for dig. Så deltager du i konkurrencen om 3000 kroner. Sådan lyder opfordringen fra byrådet, der i dag udskriver en videokonkurrence for alle unge randrusianere.

I år er det 100 år siden, at borgere i Randers fik retten til selv at vælge borgmester og byråd. I den anledning udskriver byrådet i dag en videokonkurrence, hvor alle unge kan deltage og give deres bud på, hvad det nære demokrati er for dem.

Konkurrencen er delt i to og henvender sig både til de ældste skoleelever og unge mellem 16-25 år.

– Jeg glæder mig meget til at se de unges videoer og høre, hvordan de oplever demokratiet har betydning for deres hverdag – siger Torben Hansen, borgmester i Randers Kommune.

Lav en video på maksimum et minut
Videoen skal være modtaget på demokrati@randers.dk senest den 15. marts kl. 15.

Alle unge kan deltage. Det eneste krav er, at videoen maksimum må være ét minut lang. Videoen kan være optaget på et videokamera eller med en smartphone. Det vigtigste er, at den er et eksempel på, hvordan det nære demokrati kan opleves, bruges eller hvad det kan og gør.

– Det nære demokrati har afgørende betydning for mange forhold, der vedrører unge. Det er ikke nødvendigvis noget, man som ung tænker over i dagligdagen, men det nære demokrati har både betydning for buskørslen til og fra skole, de lokale ungdomstilbud og indretningen af bymidten. Demokratiet er rigtig mange steder – det er også elevrådet på skolerne eller bestyrelserne i de lokale foreninger – siger Torben Hansen.

Awardshow på Thorsbakke
Videoerne vil blive vist frem til det store awardshow i Nordisk Film Biografer på Thorsbakke den 30. marts kl. 13.30. Her bliver vinderne af de to konkurrencer kåret.

Folkeskolens ældste klasser dyster om førstepræmien på 3000 kroner til klassekassen, mens 2. og 3. pladsen kan indkassere henholdsvis 2000 og 1000 kroner til klassekassen.

Vinderen af den individuelle konkurrence for unge mellem 16-25 år vinder også 3000 kroner.

Der er intet krav om, hvor mange man må gå sammen om at producere en video.

Vinderne bliver udvalgt af en sammensat jury, som blandt andet består af Torben Hansen, borgmester i Randers Kommune, Fatma Cetinkaya, som er 2. viceborgmester og Claus Oman, der er 1. viceborgmester.

Kommentarer