Randers by

Tre kreative kunstnere fra Kronjylland gæster Helligåndshuset i Randers

Smykkekunstner Kirsten Byrge udstiller farverige smykker, der på en gang er klassiske og dristige. De fanger øje med deres flotte og spændende farve- og materialesammensætninger.

Kunsterne Kirsten Byrge, Ulla Gammelgaard og Karen Flarup Nielsen udstiller i Helligåndshuset fra torsdag den 3. november til lørdag den 5. november. De kommer alle fra det naturskønne område ved Fussingø, og glæder sig til at udstille i det gamle Helligåndshus i Randers.

De tre kunstnere udstiller smykker, skulpturer og billedkunst, og glæder sig til at udstille i de stemningsfulde lokaler i det gamle Helligåndshus i Randers

Stenkunstner og skulptør Karen Flarup Nielsen viser sine stenskulpturer, der er udført med følsomhed og akkuratesse. Hertil kommer en række finurlige og fine bronzefigurer.

– Min interesse for at arbejde i sten startede i 1996, og siden er det blevet til utallige værker. I 2002 begyndte jeg også at arbejde i afrikanske sten, som er blødere end de granit- og marksten jeg ellers arbejder med, siger hun og fortsætter:

– De har et andet og mere varieret farvespil, og det finder jeg spændende at udforske. Jeg forsøger at lade stenen bestemme udfaldet såvel i struktur, som i form og farve. På den måde bliver mine skulpturer ofte abstrakte – næsten organiske former, men også mere naturalistiske ind imellem.

Smykker fanger øjet

Smykkekunstner Kirsten Byrge udstiller farverige smykker, der på en gang er klassiske og dristige. De fanger øje med deres flotte og spændende farve- og materialesammensætninger.

– I mit smykkedesign bruger jeg ædelsten og sølv eller forgyldt sølv, men jeg arbejder også med materialer som læder og friendly plastic. Min kollektion af smykker består hovedsageligt af halskæder, øreringe og armbånd, siger hun.

Kirsten har altid arbejdet med det kreative udtryk og har blandt andet også undervist i billedkunst, så det at arbejde med farver og former falder hende let, og det ser man tydeligt i hendes smukke smykker. Hun har arbejdet med smykkedesign de sidste 14 år.

En usædvanlig varme og nærhed i billederne

Billedkunstner Ulla Gammelgaards værker pryder væggene. I et væld af farver skildrer Ulla dansk natur- og dyreverden. Man fornemmer en usædvanlig dejlig varme og nærhed i hendes billeder, og hendes fascination og glæde ved dyr og natur er tydelig.

– Mine barne- og ungdomsår på Sporuplund ved Hammel med masser af dyr omkring mig, har været kimen til mine dyre- og naturbillede Jeg er vild med dyr, den danske natur, de skiftende årstider og det vilde Vesterhav, siger Ulla Gammelgaard, der har sin uddannelse fra Randers Kunstskole og fra Aarhus Kunstakademi.

Udstillingen er åben torsdag den 3. november fra klokken 11.00 til 17.00, fredag den 4. november fra klokken 11.00 til 17.00 og lørdag den 5.november fra klokken 10.00 til klokken 14.00.

Kommentarer