Randers by

Mød Tommy Ahlers til krydsild og debat i december

Tommy Ahlers gæster Randers til debat og krydsild til december. Foto: Pressefoto.

Danmarks nye Uddannelses- og Forskningsminister, Tommy Ahlers, der også er kendt som en af de profilerede investorer i TV-programmet “Løvens Hule”, kommer til krydsild- og debatmøde i Randers mandag den 3. december, hvor iværksættere, etablerede erhvervsfolk – og i øvrigt alle interesserede er velkomne.

Det er det lokale Folketingsmedlem fra Venstre, Michael Aastrup Jensen, der i samarbejde med Erhverv Randers har inviteret Tommy Ahlers til byen.

– Jeg synes det kunne være interessant at høre, hvad der får en meget succesfuld erhvervsmand til at sætte sin forretning på stand-by og gå ind i landspolitik. Samtidig vil det være spændende at høre hans visioner for fremtidens uddannelse, forskning og ikke mindst iværksætteri i Danmark, lyder bevæggrunden fra Michael Aastrup Jensen.

– Vi afholder arrangementet i samarbejde med Erhverv Randers, og har aftalt dels at gøre det åbent for alle og dels, at det både bliver med erhvervspolitisk indhold, men også med en erhvervspraktisk vinkel.

– Publikum vil derfor kunne opleve både et interview med Tommy Ahlers og hans nye rolle som politiker, og derefter sætte scenen, som vi kender fra “Løvens hule”, hvor Tommy Ahlers vil vurdere tre Randrusianske iværksætteres idéer, slutter Michael Aastrup.

Arrangementet er gratis og pladser tildeles efter først-til-mølle princippet.

TILMELDING skal ske til Stella Tommerup på:

stella.tommerup@ft.dk eller mobil: 61 62 36 84.

Program:
18:30 – 18:35 – Velkomst ved det lokale Folketingsmedlem Michael Aastrup Jensen (V)
18:35 – 19:00 – Interview af Tommy Ahlers
19:00 – 19:30 – 3 iværksættere i krydsild
19:30 – 20:00 – Q/A med Tommy Ahlers

Kommentarer