Shopping & Livsstil

Talende skraldespande fik nye stemmer

Der var rift om kagebordet, da Randers Kommuen sagde tak for skarldet fredag den 12. oktober på Rådhustorvet i Randers.

“Tak for skraldet” og “vil du hjem og se min affaldssamling” er nogle af de udsagn, der møder randrusianerne, når de smider deres affald i de talende spande i centrum af Randers.

Den 12. oktober havde kommunen opstillet et lydstudie på Rådhustorvet, hvor store og små borgere kunne indtale helt nye budskaber, som spandene skal sige i fremtiden:

Familien Mikkelsen var nogle af de mange borgere, der fredag den 12. oktober havde taget imod Randers Kommunes invitation om at indtale nye budskaber i de talende spande i Randers Midtby.

– Jeg sagde glædelig jul i mikrofonen sammen med min mor, fortalte en stolt Walde Mikkelsen.

Både Walde og hans storesøster Alberte er ifølge deres mor meget begejstrede for de talende spande:

– De er vilde med de talende spande. Når vi er på tur i centrum af Randers, går de rundt og finder affald for at putte det i spandene. Det er derfor en god idé, at de nu kan få deres egne stemmer i spandene, fortalte børnenes mor Charlotte Mikkelsen.

Ren by er et fælles projekt

Optagelsen af nye stemmer fandt sted i forbindelse eventen “Tak for skraldet”. Randers Kommune gav kage og kaffe til randrusianerne, fordi en spritny rapport fra organisationen Hold Danmark Ren viser, at randrusianeren er gode til at ramme skraldespandene med deres affald:

– At holde gaderne fri for dåser og papir er jo et fælles projekt for os alle sammen. Derfor inviterer vi borgerne til at indtale hvilke budskaber, de mener, kan lokke affaldet i spandene, sagde Britt Møller projektleder for det kommunale projekt Ren Randers.

De nye stemmer kan høres i de intelligente spande fra slutningen af november måned.

Fakta
Organisationen Hold Danmark Ren har talt og analyseret det henkastede affald i Randers Kommune. Rapporten viser, de talende skraldespande og humoristiske kampagner giver mindre affald i gadebilledet. Resultatet er et renere Randers og mere tilfredse borgere. Hele 95 % fortæller, at de er glade for renholdet i gadebilledet.

Kommentarer