Randers by

Stortalent i duet med Mads Langer til Grøn koncert i Randers

Fotograf: Johnny Sørensen

19-årige Sofie Daugaard var fredag på scenen med Mads Langer, hvor hun skulle optræde sammen med popsangeren. Sofie havde vundet en konkurrence, og skulle derfor synge et nummer under Mads Langers optræden på Grøn Koncert i Randers.

Efterfølgende er det væltet ind med rosende ord til den 19-årige sangerinde. Mads Langer har delt hendes optræden med teksten – Det gør mig glad i låget det her…! Hvad med jer ?”.
– Sofie har et helt særligt udtryk og har lavet en meget personlig fortolkning af mit nummer Poem With No Rhyme, og det blev jeg fanget af lige med det samme, siger Mads Langer.

Hele fredagen hyggede tusindevis af randrusianere sig i solen til Grøn Koncert, men for Sofie Daugaard var dagen helt speciel. Og da uret havde rundet 16 blev det hendes tur til at komme på scenen, så hun kunne synge sangen Poem With No Rhyme sammen med Mads Langer. Den oplevelse glemmer hun ikke lige foreløbigt.

– Det var for vildt. Virkelig, lød det kortfattet fra en overvældet Sofie Daugaard lige efter turen på den store scene.

– Folk har været overraskende positive, det er meget rørende, siger Sofie Daugaard, der fortæller, at hun har haft det fedt efter hendes optræden med Mads Langer.

Også på Facebook har mange kommenteret Sofies optræden, en bruger skriver “Hun var fuldstændig fantastisk”, og en anden skriver  “Sejt Sofie, du synger godt”.

– Det er så fedt. Jeg håber, at jeg kan få svaret dem alle sammen, siger Sofie Daugaard.

 

Kommentarer