Det sker

Spil Dansk: Veteraner, ostemadder og dejlig musik

Frivilligværket lægger rum til en koncert med Jacob Friis Lind, der er drivkraft bag indierock-bandet Divided By Numbers. Jacob spiller akustiske versioner af sine egne sange ved et Spil Dansk-arrangement, som Frivilligværket og Veteran Caféen Randers står bag. Koncerten finder sted d. 1. november 2019 fra kl. 15:00 – 16:00.

Louise Brown, leder af Frivilligværket blev tidligere på året kontaktet af Jørgen Holmegaard fra Turbinen angående muligheden for at få besøg af Jacob Friis. Som udgangspunkt syntes Louise, at det var en god ide: – Men det skal give mening. Jeg skal ikke opfinde en grund til, at vi skal lægge hus til et event som det. Så efter henvendelsen gik jeg i tænkeboks.

Og så blev Louises tanker henledt på Veteran Caféen, som mødes hver fredag i Frivilligværket. En gruppe af mennesker, der har udsendelse tilfælles, en gruppe af mennesker, der finder en tryghed i deres vigtige fællesskab.

“Jeg tænkte så at musikken kunne blive et frisk pust af noget anderledes dér lige mellem kaffe, ostemadder og vigtige samtaler. Musik er for mig en måde at udtrykke følelser på, en måde at arbejde med følelser på. Derfor var det oplagt at lade musikken besøge veteranerne.”

Spil Dansk er musiklivets festuge, der altid foregår i uge 44. Siden 2001 har Spil Dansk været Danmarks største musikbegivenhed i al sin bredde og mangfoldighed af arrangementer. Turbinen, Randers Bibliotek, Randers Kommune og Randers Eventsekretariat er lokale arrangører. Det sker i samarbejde med blandt andre lokale bands, musikkorps, -ensembler og -kor. Find hele det lokale Spil Dansk-program på: www.spildansk.dk/randers

Målet er at skabe glæde og øge kendskabet til musik med dansk afsæt – herunder udfolde musikken i nye og anderledes rammer. Sundheds-, idræts- og kulturudvalget i Randers Kommune har støttet projektet, som ligger i direkte forlængelse af den aktuelle kulturpolitik. Projektet sikrer, at der er kultur i det offentlige rum, at kulturelle aktiviteter finder sted over hele Randers Kommune og at musikken når ud til alle borgere – også de, der ikke af sig selv opsøger musiktilbuddene.

Kommentarer