Randers by

Soroptimisternes Julebod i Houmeden

I snart mange år har soroptimisterne solgt hjemmelavede varer foran butikken "En og en hel del" i Randers' og Danmarks' ældste gågade.

Soroptimisternes Julebod åbnes på lørdag i Danmarks ældste gågade, Houmeden. Her kan der købes hjemmelavede marmelader, syltede asier og strikkede karklude blandt mange andre ting. 

I lighed med tidligere år står boden foran butikken ”En og en hel del”, og der holdes åbent lørdag den 26. november og den 3. december. Begge dage fra klokken 9.00 – 14.00.

Boden vil være fyldt med hjemmelavede ting, som f.eks. havtornjuice, syltetøj og marmelader, her kan især nævnes den berømte Soroptimist-symfoni, som er alliancesyltetøj lavet af jordbær, solbær og hindbær, siger Kirsten Rasbech, der er tovholder på juleaktiviteten.

Årets nyhed er aronia-syltetøj, der indeholder et af verdens stærkeste antioxidanter med en gavnlig effekt på kolesterol og højt blodtryk.

Der tilbydes også flere af de ”gammelkendte” og populære lækkerier som solbær med og uden rom, fransk pære-confit, kirsebær med vanilje samt hybensyltetøj.

Til frokostbordet sælges delikatesser som asier, pickles, hyben samt syltede grønne tomater – det hele hjemmelavet.

Når efteråret falder på, pakker klubbens medlemmer kaffekurven og tager ud i naturen for at samle forskelligt gran, kogler, mos og andet julegrønt, som bliver brugt til at lave julebuketter, de sjove og frække julegranhunde og pindsvin – eller måske et lille juletræ i potte.

Som noget nyt i år bliver der fremstillet moshjerter med pynt. Soroptimisterne har også noget til søde tand. Publikum tilbydes sprøde, hjemmebagte julesmåkager, brunkager, biscotti, jødekager og vaniljekranse – pakket i indbydende cellofanposer med gran og bånd.

Fra morgenstunden sælges der friske hjemmebagte boller og rugbrød.

I år er der endnu en nyhed, idet man nu tilbyder hjemmestrikkede karklude i festlige farver. Alle materialer og råvarer er betalt og samlet af klubbens medlemmer, og bodens overskud går ubeskåret til lokale humanitære formål primært til glæde for kvinder og piger, siger Kirsten Rasbech.

– Ved at gøre dine indkøb i boden støtter du soroptimisternes velgørende arbejde og får samtidig nogle dejlige og velsmagende varer med hjem, siger hun.

Kommentarer