Det sker

Sigurd Barrett show helt oppe på tangenterne

Fotos: Martin Gundesen.

Der var fuld knald på tangenterne fra starten tirsdag aften, da Sigurd Barret havde premiere på sin 40 års jubilæumskoncert på Randers EgnsTeater. Første gang den folkekære entertainer var i Randers var i 1979, hvor han optrådte på Kongens Ege.

Se koncerten i Festugen – før det er for sent.
Randers Netavis giver 5 stjerner af 5 mulige.

Koncerten blev skudt i gang med et forrygende nummer skrevet af den dominikanske pianist og percussionist Michel Camilo, som har været en stor inspiration for Sigurd Barret. Efter nummeret fik vi historien om en gang for mange år siden, hvor Michel Camilo havde bedt Sigurd Barrett om et lift fra Musikhuset i Aarhus til Hotel Royal. Overraskende for Camilo skulle transporten foregå i Sigurds gamle, udtjente Ford Escort med løst passagersæde, og Sigurd valgte at tage en større omvej på en halv times tid, så han kunne være i selskab med sit idol så længe som muligt.

Sådan blev hele aftenen kædet sammen af Sigurd Barrett, som spillede og sang forrygende numre og fortalte finurlige historier om sit liv i musikken. På en del af numrene var Barrett akkompagneret af Randers EgnsTeater Kor, som gav koncerten og de enkelte numre endnu mere klang og fylde. En koncert der tog publikum med ud i alle hjørner af Sigurd Barretts mangfoldige repertoire.

Sigurd Barrett har gennem sin 40 år lange karriere spillet mere end 5000 koncerter i 17 lande og hans bøger er solgt i over 500.000 eksemplarer. På turen ned ad memory lane fik vi sange fra Sigurds Bjørnetime, Leo Mathisen, over Hit med sangen, hans nykomponerede højskolesang og selvfølgelig de nyeste ørehængere fra Sigurds Danmarkshistorie.

Koncerten spiller i aften onsdag og igen torsdag og fredag.

Billetter kan købes her

Kommentarer