Det sker

Se atomerne danse på Tradium på åbent hus

Michael Høeg, der underviser på Tradiums Maleruddannelse, viser, hvordan den nyeste teknologi, Augmented Reality, anvendes i undervisningen.

På tirsdag den 15. januar kl. 16-19 holder Tradium åbnet hus, hvor elever, vejledere og undervisere står klar til at fortælle om de forskellige uddannelser.

Oplev den nyeste teknologi
Der bliver noget for alle sanser og en unik mulighed for at komme helt tæt på uddannelsesmiljøet. På Blommevej 40 bliver det bl.a. muligt at opleve alle de tekniske erhvervsuddannelser, og se hvordan underviserne anvender den nyeste teknologi, eksempelvis Augmented Reality, i undervisningen på maleruddannelsen.

Augmented Reality (også kaldet AR), går ud på, at man bruger smartphones, tablets eller andre enheder til at give ekstra informationer om en tekst, brugeren læser, eller et værktøj der benyttes. En tømrer vil f.eks. kunne visualisere en trappe, før han går i gang med at montere den. Underviserne har også udviklet en app, der gør det muligt, at se atomerne danse. Det er en helt ny og nemmere måde at lære om kemiens verden på.

På tømreruddannelsen er der samtidig messe med nyeste arbejdstøj, fodtøj og værktøj, som også er et vigtigt element på uddannelserne.

Hør om studierejser og det sociale liv
På Vester Allé er det muligt at prøve VR-briller, 3D-printere og laserskærere i den nye ToolBox. Det er også her, det nyeste grej inden for fitness og e-sport kan opleves. Dørene er samtidig åbne på Tradium College, hvor brætspil, bordtennis og bordfodbold står klar til at danne rammerne om nye venskaber og stærkt sammenhold i fritiden.

Det er også på Vester Allé, de kreative uddannelser som frisør, kok eller tjener kan opleves på tæt hold.

På HTX kan man opleve de arbejdende værksteder og laboratorier, og se hvordan eleverne arbejder med projekter.

Hos HHX på Rådmandsboulevarden og Tradium Business på Minervavej kan man opleve studiemiljø og spændende præsentationer og høre om mulighederne for at rejse ud i verden under uddannelsen.

Kommentarer