Randers by

Sådan gik det Randers-kandidaterne til Folketingsvalget

Tre opstillede kandidater med bopæl i Randers Kommune, er blevet valgt til folketinget. Det er konklusionen efter alle stemmer nu er talt op.

Det nuværende medlem af folketinget, Michael Aastrup Jensen fra Venstre med bopæl i Assentoft, er blevet genvalgt med sammenlagt 12.297 stemmer. Det er næsten fordobling siden folketingsvalget i 2015, hvor Michael Aastrup fik 6.849 stemmer.

– Jeg er fuldstændig rundt på gulvet, siger Michael Aastrup, som vi fanger på en telefon umiddelbart efter, at Aarhus stemmerne som de sidste var talt op og offentliggjort.

– Jeg er meget taknemmelig for alle de østjyske borgere, som har stemt på mig. Over 8.000 i Randers og hele 4.000 mere i resten af Østjylland – det er det bedste valg, jeg nogensinde har haft. Det håber jeg at kunne kvittere for ved at kæmpe videre med de sager jeg gik til valg på.

Også Malte Larsen fra Socialdemokratiet, som bor i Randers, er kommet ind med 5.708 stemmer, og han har dermed byttet sit vikariat ud med en fast plads på Christiansborg. Malte Larsen har vikarieret på Christiansborg ad flere gange og har senest siden 15. januar udfyldt pladsen for Maja Panduro, der er på barselsorlov.

Også Charlotte Broman Mølbæk fra SF og nuværende medlem af Randers byråd blevet valgt til folketinget med 2.627 stemmer.

Den lokale socialdemokratiske kandidat og nuværende byrådsmedlem i Randers, Iben Sønderup fik ikke stemmer nok til at blive valgt ind.

Heller ikke den anden venstrekandidat Simon Ø. Simonsen kom ind.

 

Kommentarer