Randers by

Retssag i gang om omkonstituering i Randers Byråd

Retten i Randers har i dag tirsdag taget hul på den kontroversielle sag om lovligheden af omkonstitueringen i 2015 i Randers byråd. Det er den første sag af sin art i Danmark.

De tre politikere Bjarne Overmark (Beboerlisten), Kasper Fuhr Christensen (Velfærdslisten) og Daniel Madié har stævnet Randers Kommune for at overtræde Styrelsesloven, da et flertal valgte at afsætte Bjarne Overmark, Kasper Fuhr Christensen og Daniel Madié som udvalgsformænd.

Advokat Lasse Hummelhof Frandsen krævede at omkonstitueringen skal ophæves og erklæres ugyldig. Advokaten brugte godt 2,5 time på at fremstille sagen set fra de tre sagsøgeres synspunkt.

Kammeradvokaten Sune Fugleholm som repræsenterer Randers Kommune kræver frifindelse af Randers Kommune.

Det springende punkt i sagen er, om der eksisterede en saglig begrundelse for omkonstitueringen, eller der er tale om flertallets ønske om at afsætte de tre politikere, primært fordi de var imod den ny skolestruktur, som betød lukning af fem skoler i kommunen skoler i kommunen, og fordi de var for kritiske.

Randers Kommune mener, at afsættelsen af de tre formænd skete for at få en mere fornuftig udvalgsstruktur, hvor enkelte udvalg blev lagt sammen, og flyttet til et andet udvalg. Derfor var de tre udvalgsformænd overflødige.

Ved kommunalvalget i 2013 indgik Beboerlisten, Velfærdslisten og Radikale Venstre i en konstituering, hvor de skulle pege på Claus Omann Jensen som borgmester, mod at de fik tildelt udvalgsposter.

Den 22. juni 2015 besluttede et flertal i byrådet, at afsætte udvalgsformændene fra Beboerlisten og Velfærdslisten. Der var kun flertal fordi to byrådsmedlemmer var gået fra Socialdemokratiet til Venstre, og dermed havde blå blok pludselig flertal.

Forinden havde byrådsmedlem for Dansk Folkeparti Morten Grosbøl stillet et mistillidsvotum til Kasper Fuhr Christensen og Bjarne Overmark. Det blev afværget fordi Socialdemokraterne stillede et ændringsforslag.

Lasse Hummelhof Frandsen viste en række videoklip fra TV2 Østjylland som dokumentation, et projekt fra Journalisthøjskolen om sagen, samt henviste til en række læserbreve.

Før frokostpausen skulle Bjarne Overmark afgive partsforklaring. Han oplyste, at der i 2011 også skete en omkonstituering, hvor der blev oprettet et erhvervsudvalg, som Daniel Madié overtog fra borgmesteren.

– Men den gang var alle enige om det, fordi det var hensigtsmæssigt. Vi andre udvalgsformænd gik endda med til en lønnedgang for at kunne finansiere Daniel Madiés udvalgspost, sagde Bjarne Overmark.

I eftermiddag begynder vidneafhøringerne. Tidligere byrådsmedlem Mikael Mouritsen (S), borgmester Torben Hansen (S) og Leif Gade (S) er indkaldt til retten som vidner. I morgen skal bl.a. Claus Omann Jensen (V) den tidligere kommunaldirektør Hans Nikolaisen i vidneskranken.

Kommentarer