Randers by

Randers Kommunes Skolepatruljer i Djurs Sommerland

Skolepatruljerne i Randers Kommune har været med en tur i Djurs Sommerland. Arkivfoto

Hver morgen og hver eftermiddag får politiet  hjælp fra Randers Kommunes skoleelever i deres arbejde som skolepatruljer. De står tidligt op for at møde på vagt klokken 7.40 og står klar i alt slags vejr.

– Nogle dage kan det være så koldt, at jeg må bevæge mine tæer i vinterstøvlerne for at holde varmen og andre dage bliver man gennemblødt af regn, slud, sne og blæst og man må hænge sin jakke til tørre på kassens radiator, siger én af de seje skolepatruljer.

Mod, vilje og ansvarsbevidsthed.

– Man skal have mod til at stille sig op foran en stor 18 tons tung lastbil, når man lige er startet i 6. klasse og står med sin vest og sin stav, for at holde trafikken tilbage, så skolens andre elever kan komme sikkert over vejen, udtaler Majken Vestergaard, der er fædselslærer på Langå Skole.

– Man skal have viljen til, at man hver uge passer sin vagt, for man har et ansvar overfor sine med-patruljer, i at ingen står alene med opgaven, hvis man er syg eller holder fri, så har man aftalt det på forhånd og en vikar træder til, siger færdselslæreren.

Derfor glædede det også Majken Vestergaard, at Randers Kommune igen i år, den første onsdag i juni som en fast tradition, kunne invitere de seje skolepatruljer med i Djurs Sommerland.

– Det blev en helt forrygende og solskinsrig dag, hvor Randers Kommunes 313 skolepatruljer indtog en næsten mennesketom park. Der var max 10 minutters ventetid på de attraktive forlystelser og alle opførte sig ordentligt overfor hinanden, man kunne mærke at det var en flok ansvarsfulde unge mennesker, siger en glad Majken Vestergaard.

De skoler, forældere og børn der støtter omkring Randers Kommunes Skolepatrulje kan godt være stolte af dem.

Randers Kommune siger tak for en god og velfortjent dag for vores skolepatruljer.

Kommentarer