Randers by

Randers får erfaren og visionær direktør for Børn og Skole

Foto: Randers Kommune

Randers Kommune har netop ansat 57-årige Michael Maaløe som direktør for Børn og Skole. Han tiltræder den 1. oktober 2017.

Michael Maaløe kommer fra en stilling som direktør i Vejen Kommune med ansvar for Dagtilbud & Skole, Sundhed & Familie. Her har han siden 2015 haft fokus på at omsætte byrådets beslutninger og intentioner og på at styrke den strategiske ledelse af områderne.

Blandt omdrejningspunkterne har været implementering af folkeskolereform, skolestruktur og udvikling af skoleområdet. Samtidig har Michael Maaløe deltaget i den regionale udvikling på sundhedsområdet. Det er et særkende for Michael Maaløe, at han i sit arbejde tager afsæt i politiske processer og har en høj grad af inddragelse af både borgere og medarbejdere.

Michael Maaløe er uddannet socialpædagog og har desuden en række efteruddannelser i ledelse samt en master i offentlig Ledelse fra Syddansk Universitet. Han fik sit første job som leder i 1999 og har siden bestridt lederjobs inden for en række områder lige fra borgerservice og jobcenter til familie- og skoleområdet. Samtidig har Michael Maaløe erfaring i både at arbejde med borgertilfredshed, at styrke et godt arbejdsmiljø og har værktøjerne til at skabe trivsel.

– Vi glæder os til, at Michael Maaløe kommer til Randers Kommune. Vi får en direktør for Børn og Skole, der har en solid erfaring indenfor både dagtilbud, familie- og skoleområdet, ligesom han har stor erfaring i at understøtte udvikling af politikker og gennemføre dem på en både god og inddragende måde. Jeg er overbevist om, at Michael Maaløe både kan lede og administrere og samtidig styrke udviklingen i Børn- og Skole – og i hele Randers Kommune, siger kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt.

– Randers er en virkelig spændende kommune. Randers har allerede stor indflydelse på, hvordan man på landsplan udvikler børn- og skoleområdet. Det er meget motiverende at være med til i endnu højere grad at udbrede de gode erfaringer herfra til resten af landet. Samtidig er hele Randers Kommune inde i en fantastisk udvikling. Det er også tydeligt, når man ser på, hvor mange borgere, der vælger at flytte til kommunen. Jeg ser meget frem til at være med på holdet i Randers og lære både medarbejdere, ledere og kommunen at kende, siger Michael Maaløe.

Privat bor Michael Maaløe i Horsens sammen med sin familie.

Kommentarer