Randers by

Randers delegationen besøgte venskabsbyen Changzhou i Kina

Her er delegationen på besøg på Changzhou Technical University med borgmester Torben Hansen i midten flankeret af erhvervs- og udviklingschef Dennis Jensen og kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt.

Delegationen fra Randers Kommune, med borgmester Torben Hansen i spidsen, besøger i disse dage Randers’ to kinesiske partnerskabsbyer Changzhou og Pinghu. Begge byer er en del af oplandet til Shanghai, og er derfor en del af et markant kinesisk vækstcenter.

Randers Netavis kan rapportere, at delegationen i dag mandag besøgte byen Changzhou, som Randers Kommune har haft en partnerskabsaftale med siden 2012 .

På turen til Changzhou deltog borgmester Torben Hansen, kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt og erhvervs- og udviklingschef Dennis Jensen sammen med turistchef Anne-Mette Knattrup fra Visit Randers. Derudover deltog også VIA University College, der med sine uddannelsesinstitutioner i Randers har udvidet samarbejdet med Changzhou siden 2004.

Changzhou Technical University – eller bare CIT – spreder sig over mere end 70 hektar. Til dagligt går her 15.000 studerende fordelt på 13 colleges. Skolen tiltrækker studerende fra mere end 20 provinser i Kina.

Deltagerne startede dagen med at besøge Changzhou Technical University, der efterhånden har et omfattende samarbejde og udvekslingsprogram med VIA University College. Delegationen fik en rundvisning på det nye campusområde, der er bygget i 2014 og 2015 og i dag rummer 15.000 studerende, 1.700 undervisere og er placeret på et imponerende bygningskompleks på 549.000 m2.

Til det efterfølgende møde med provinsens øverste uddannelsesansvarlige og rektor blev en udvidelse af samarbejdet drøftet. Man er i Kina specielt begejstret for den danske pædagogiske model på de forskellige studieretninger.

Efter besøget på universitetet besøgte delegationen Changzhou´s turismebureau, hvor man med den politiske og administrative ledelse på turismeområdet drøftede et intensiveret samarbejde fremadrettet.

Changzhou er en af Kina’s meget veslstående byer og samtidigt et kulturelt centrum for området. Her ses en visualisering af Changzhou City Center, som er under opførelse. Centeret er på 365.000 kvadratmeter – cirka seks gange større end Louvre i Paris – og skal blandt andet rumme flere museer under samme tag.

Det er målet for Randers Kommune og Visit Randers at tiltrække flere kinesiske turister til Randers, og drøftelsen var meget lovende, eftersom man i Changzhou arbejder aktivt for at gøre borgerne mere internationalt orienterede.

Man har derfor planer om at bistå studerende og turister med at besøge Changzhou´s samarbejdsbyer, herunder Randers. De første kinesiske grupper af turister har allerede været i Randers, og deres tilbagemeldinger har været overordentligt positive til det centralt styrede turismebureau. Alene i 2017 har Changzhou bistået mere end 40.000 borgere med at besøge udlandet.

Fakta om Changzhou:

Changzhou er beliggende cirka tre timers kørsel fra Shanghai og er derfor i kinesisk målestok at betragte som en forstad til Shanghai. Der bor ca. 4,4 mio. mennesker i byen, og byen er kendt for sin avancerede industriproduktion. Byen er meget velstående, og i den centrale midtby koster en bedre lejlighed ca. 30.000 kr. pr. m2

Kommentarer