Randers by

Pres på akutafdeling i Randers fører til patientsvigt

For sen ordinering af medicin og et personale, der undgår øjenkontakt med patienter

Det er nogle af de konsekvenser ved et massivt arbejdspres, som Arbejdstilsynet beskriver i et påbud til akutmodtagelsen på Regionshospitalet Randers fra 20. maj i år. Det viser aktindsigt, som DR Nyheder har fået.

Ingen tissepause

Lotte Hybertz Lauritzen, der er arbejdsmiljørepræsentant og sygeplejerske i modtagelsen på akutafdelingen på Regionshospitalet Randers, siger til DR Nyheder:

“Jeg oplever rigtigt pressede kollegaer med tårer i øjnene, der ikke får spist, der ikke får tisset i løbet af en vagt”.

Grædende kollegaer 

Ifølge påbudet til Regionshospitalet Randers er det  travlhed, der betyder, at patienterne får en dårlig behandling. For eksempel er sygeplejerskerne tvunget til at foretage prioriteringer, som har potentielt alvorlige konsekvenser. På én dag var afdelingen ved at modtage patient nummer 61, selvom afdelingen kun var normeret til 33 senge.

“Kollegaer græder, når de er på arbejde, og de er utilpasse, når de kommer hjem,” fortæller Lotte Hybertz til DR Nyheder.

Oversygeplejerske: Trygt at være patient på afdelingen

Den personaleansvarlige oversygeplejerske i akutmodtagelsen, Bodil Clemmensen, mener, at det er trygt at være patient på hendes afdeling. Hun medgiver dog, at der har været for travlt, og at det ikke er godt nok, når der som   konsekvens er patienter, der får medicin for sent.

“Vi gør nu blandt andet det, at vi har flere læger på arbejde, og vi har en person ansat i afdelingen, der sørger for flowet ud af afdelingen, så de patienter, der ligger på afdelingen, ikke ligger og venter på noget, siger hun til DR Nyheder.

Kommentarer