Randers by

Nye intelligente skraldespande giver mindre affald i gaderne

René Poulsen fra Driftsafdelingen i Randers Kommune er meget tilfreds med at randrusianerne har taget godt imod de nye intelligente skraldespande. Borgerne er blevet bedre til at ramme spanden, og René Poulsen kan derfor bruge tid på andre opgaver end udelukkende at samle affald. Pressefoto

I slutningen af april fjernede Randers Kommune 100 skraldespande og satte i stedet 20 nye intelligente talende spande op i Randers midtby. Efter nogle uger med de nye spande er der mindre skrald på stræder og fortove, og ansatte i driftsafdelingen har fået mere tid til andre opgaver.

– Vi kan se, at de nye skraldespande er populære, for der ligger mindre affald end tidligere, selvom borgerne skal gå lidt længere for at ramme én af de nye spande, siger René Poulsen, der er driftsmedarbejder ved Randers Kommune.

De nye skraldespande er alle placeret i centrum af Randers by.  De presser automatisk affaldet sammen ved hjælp af solceller, og de giver selv besked, når de skal tømmes.  Skraldespandene taler, når de modtager affald, og i modsætning til de spande, som kommunen har fjernet, er de nye spande lukkede.

– Med de nye spande kan fugle og katte ikke længere sprede affaldet. Det betyder, at vi slipper for en masse unødvendigt dobbeltarbejde med at gå og samle alt det affald op, som allerede er blevet smidt i skraldespanden én gang, forklarer René Poulsen.

Mere tid til andre opgaver

De nye intelligente skraldespande er koblet til et system, hvor man løbende kan holde øje med mængden af affald i spandene. Driftsfolkene kan på den måde danne sig et overblik over hvilke spande,  der skal tømmes hvornår. De sparer derfor tid, fordi de ikke længere skal køre fast rutekørsel rundt til skraldespandene, men i stedet kan planlægge ruterne smartere:

– De nye spande har allerede frigivet personaleressourcer. Den tid kan vi i stedet bruge på at løse andre serviceopgaver i kommunen. Jeg håber, at den gode udvikling fortsætter, så vi både får en renere by og får flere hænder til også at lave andre arbejdsopgaver end at samle affald og tømme skraldespande, siger Ulrik Benzon, der er driftsassistent på Materielgården i Randers Kommune.

Kommentarer