Randers by

Nye affaldsspande og siddeområder på Justesens Plæne

Petrea Krustrup og Max Møller har samarbejdet med Randers Kommune om de nye affaldstiltag, der skal få besøgende på Justesens Plæne til at ramme affaldsspande.

Sol, sommer og masser af mennesker i parkerne betyder desværre ofte masser af affald. Det har Randers Kommune nu gjort noget ved i et samarbejde med en gruppe unge på det populære samlingssted, Justesens Plæne i Randers.

Kommunen har etableret nye siddeområder med farvestrålende skraldespande til sortering af affaldet og har ligeledes sat standere op med poser til affald. De nye initiativer skal i fremtiden lokke gæsterne på plænen til at ramme skraldespandene.

– Plænen tilhører os alle sammen, og derfor har vi alle et ansvar for at rydde op efter os selv. Det er jo ikke særligt fedt at hygge sig sammen med sine venner og sidde ovenpå bananskralder og cigaretskod. Derfor håber jeg, at de nye siddepladser og skraldespande med de flotte farver og motiver kan motivere flere til at bruge skraldespandene, siger Max Møller.

Under et besøg på Justesens Plæne i sommeren 2018 fik Max Møller og hans veninde Petrea Krustrup nok af alt det affald, der lå og flød på plænen. De gik derfor i gang med at indsamle tomme cigaretpakker, dåser og andet affald sammen med deres venner. Det blev starten på en række affaldsindsamlinger, som de unge siden dengang har arrangeret under navnet #Rent Naturområde:

– Randers Kommune støtter vore indsamlinger med affaldskit og opsamling af affaldet. De sidste par måneder har vi været i dialog med kommunen for at finde nye løsninger, der kan reducere affaldet på plænen om sommeren. Det var vores idé at dele plænen op i siddeområder, hvor vi unge kan hænge ud tæt på skraldespande med flotte motiver. Det øger forhåbentligt lysten til at flere vil bruge affaldsspandene fremover, siger Petrea Krustrup.

Spande til sortering af affald

Borgerne i Randers Kommune har gennem et par år sorteret deres eget affald hjemme ved dem selv. I forbindelse med de nye affaldstiltag på Justesens Plæne stiller kommunen også sorteringsspande op ved siddeområderne til metal, glas og plast:

– Borgerne har stor erfaring med at sortere deres affald. Det er derfor naturligt, at kommunen også tilbyder affaldssortering i det offentlige rum. Derfor stiller vi sorteringsspande op ved de tre siddeområder på Justesens Plæne, siger Louise Høeg formand for Sundheds-, idræts- og kulturudvalget og tilføjer:

Det er meget prisværdigt, at en gruppe unge mennesker i Randers vil gøre en forskel og samarbejder med kommunen om at gøre Justesens Plæne renere og pænere til gavn for alle de mange randrusianere, der benytter sig af det smukke naturområde ved Gudenåen. Jeg håber selvfølgelig, at de nye affaldstiltag vil få flere besøgende til at bruge skraldespandene.

Fakta

Der etableres tre nye siddeområder på Justesens Plæne. Ved hvert område er der to affaldsspande. En spand til restaffald og en spand til sortering. Desuden bliver det muligt at slukke sin cigaret i et opretstående cigaretlignende askebæger, ligesom der bliver opsat standere med poser, hvori gæster kan samle deres affald.

Alle nye tiltag bliver beklædt med samme farvestrålende tegninger med logoet – Go´ stil, det er din og min plæne.

Kommentarer