Debat

Miljøpolitikken i vand og på land hænger ikke sammen for Randers og Viborg kommuner

Sidste år inviterede Skals og Vorning Ålaug politikere fra Randes og Viborg med ud for at inspicere tilstanden i Skals Ådal. Arkivfoto

Debatindlæg af Just Bach Andersen. Landmand og sekretær i Skals & Vorning Ålaug

Ovenpå den tørreste og varmeste sommer i ”mands minde” har Skals og Vorning Åers Ålaug netop afholdt dialogmøde med forvaltningen i Viborg Kommune. Her blev situationen i årets løb vendt ligesom den generelle situation i Skalsådalen i det hele taget.

Selv i ”verdens tørreste sommer” har der været oversvømmelser og problemer med afvanding. Særligt i Vorning Å og den yderste del af Skals Å op til vådområdet i Kølsen Enge.

I forhold til Vorning Å fik ålauget med held råbt politikerne op, så der helt ekstraordinært blev ”grødeskåret” med gravemaskine med mejekurv, hvilket øjeblikkeligt hjalp, men selvfølgelig ikke kunne tilbagerulle de tab, der allerede var realiseret for lodsejerne.

I den øverst/østligste del af åen har sæsonen været helt anderledes uvant god, med en afvandingssituation på med den ønskelige for alle år – tørke eller ej. Her har der siden maj været 50 cm rodzone i engarealerne ned til åens vandspejl.

Dette har bevirket, at ådalen har regenereret sig selv og delvis genoprettet tidligere års vedvarende skader som følge af alt for hyppig vandmætning i rodzonen, da først det gamle vandskadede græs fra tidligere år var væk og gennemgroet af nyt Den fuldstændige afdræning, som tørken medførte, gjorde at humusjordene igen ”tog luft” og hævede/udvidede sig og har kunnet fungere som en svamp. Svampen er med andre ord og for første gang i over 10 år blevet totalt vredet tør – tidligere var dette en normal begivenhed, der mere eller mindre indtraf hvert forår.

Derfor har der også ved tørkens ophør i august kunnet observeres en enorm vandkapacitet i ådalen. 210 mm har vi fået siden august, og engene i den østlige del af ådalen er stadig farbare! En tilstand der de seneste 5 år har været total utænkelig nedbørsmængde og årstid taget i betragtning.

Hermed ”bevist” de kommunale biologers påstand om, at ådalen skal fungere som en svamp, der opsuger store regnskyl og herefter langsomt afgiver vandet til åen – KORREKT! Men sådan fungerer engene kun, HVIS vandstanden i åen vedvarende er så lav, at engene kan tørre op i rodzonen/de øverste 50 cm. Det opnåede halvdelen af ådalen så i år, grundet den værste tørke i mands minde. Selvsagt ønskes der ikke en sådan tørkelignende situation hvert år for at opnå denne tilstand som alle lodsejere, naturbrugere og forvaltere ønsker på land.

Der hvor kæden hopper af er, når ønskerne om svampeeffekt, ekstensiv afgræsning i ådalene, bevaring af åbne ådale og forhindring af tilgroning med pile og birkekrat mv. møder forvaltningens ønsker og udførelse af åregulativet og de politiske strømme i forhold vandføring mv. i ådalen(e).

På land ønsker man det ovenstående, der kun kan opnås med et ordentlig afdræning og deraf følgende farbarhed, græsning, afslåning og generelt vedligehold og pasning. Til glæde for flora og fauna.

I åen derimod forvaltes der til stadighed mod stigende bundkote, smallere forløb og dårligere/langsommere vandføring. Det er der mange ”gode” grunde til og mange undskyldninger kan findes i åregulativet. Regulativet burde bruges som et pejlemærke for en minimumsindsats og tilstand, men bruges forførisk og fejlagtigt af forvaltningerne som et pejlemærke for det den absolut maksimale indsats i forhold til vedligehold.

Hermed er modsætningen sat op, og uanset hvor mange tilskud man hælder i på land, kan man aldrig opnå det, man sigter efter, så længe man ikke fører politikken videre ude i åen. Med den nuværende forvaltning af love og regulativer stiller man et uopnåeligt glansbillede op, som er at kaste blår i skatteydernes og politikernes øjne. Drømmen om ”barndommens grønne enge” er umulig med den førte politik i åen. Men glansbilledet holder til stadighed forvaltningen i arbejde og sørger for, at der kommer klager ind på et fast basis, ligesom der kan søges uendeligt med projektmidler og tilskud, uden at det hjælper en tøddel oppe på land.

Imens gror ådalen langsomt men sikkert til. Køer, heste og får mv. forsvinder. Kæruld og Majgøgeurt går til, og pil, birk og brombærkrat tager over. Og med oversvømmelserne følger muligvis en lille gevinst i form af reduceret N – men regningen er en kæmpestor og unødig udvaskning af fosfor, som følge af den delvise vandmætning, der frigiver alt bundet fosfor.

Er det det politikerne vil have forvaltningerne til at gøre?

Hvis ja, så fint. Men lad være med at sælge det som glansbilledet med ”drømmen om de grønne, frodige enge”.

Hvis politikerne vil ådalen med svampeeffekt til klimasikring og afgræsning til gavn for udbredelse af størst muligt artsrigdom, så skal I gentænke vedligeholdet af åen. Udløb til udspring i bund og brinker.

Hvis ådalen skal være andet end krat, skal vandstanden NED! – Hele året! (se fig. 1)

Ålaugets råd og ønsker til politikerne er flg:

Vælg vandet OG landet. Vi kan sagtens have en velfungerende å med høj artsdiversitet og alle miljømål opfyldt, men skal der samtidig være andet end krat på land, skal det ske i et sænket niveau i forhold til den nuværende tilstand.

Vil man også landet bør et nyt regulativ være en sikring af en minimumsindsats, der som minimum er tilpasset virkeligheden i dag. Dvs at bundkoter, strømrendebredder og afvandingshastighed på ingen punkter bør være ringere end for nuværende. Tværtimod!

En ”nem” løsning kunne være angivelse af maksimalkote på de eksisterende skalapæle. Forvaltningerne må frit lave artsberigende tiltag i åen, så længe vandspejlet aldrig er højere end xx-niveau (svarende til fx 50 cm rodzone) om sommeren og yy-niveau (svarende til fx 30 cm rodzone) om vinteren. Heri en 10 dages buffer, da der jo forekommer regnskyl og tøbrud. Kommer åen ikke tilbage i niveau skal der iværksættes afvandingsforbedrende tiltag.

Alle kan se, om regulativet så er overholdt på målestationerne og på kommunernes hjemmeside, og de ansvarlige politikere skal ikke koste penge i store redegørelser og beregninger fra eksterne konsulenter, da det er let at afgøre, om tingene er i orden. Samtidig har forvaltningerne total metodefrihed til at vælge de tiltag, de vurderer, der giver den størst mulige miljøgevinst.

Alle vinder og glansbilledet bliver en realitet!

Kommentarer