Debat

Mette Frederiksen og Malte Larsen på VIA til debat om uddannelser

Her taler Mette Frederiksen (tv) og Malte Larsen (mf) med direktør for VIA, den tidligere venstreborgmester i Aarhus Louise Gade.

Mette Frederiksen besøgte i dag VIA University College i Randers, hvor hun satte uddannelse på dagsordenen, og med sig havde hun Socialdemokratiets lokale folketingsmedlem, Malte Larsen.

I VIA’s kantine fik de gode ideer og forslag til forbedringer i uddannelserne med fra de studerende. Efter et kort oplæg fra Socialdemokratiets statsministerkandidat blev der åbnet for spørgsmål fra salen, og Mette Frederiksen svarede beredvilligt på de mange spørgsmål.

De sygeplejestuderende spurgte ind til besparelser på deres uddannelser. Antallet af sygeplejersker i fremtiden og mulighed for bedre lønforhold var det også vigtigt for de studerende at få svar på.

Mette Frederiksen mente, at de røde partier ville enes om at sætte et stop for besparelser på uddannelserne. Hun håbede desuden, at der med tiden kan blive økonomi til at styrke uddannelserne frem for at beskære dem – i takt med, at der bliver råd til det.

Behov for bedre normeringer

Flere af de pædagogstuderende var tilhængere af minimumsnormeringer, som er et varmt emne i tiden.

Mette Frederiksen går til valg på at blive børnenes statsminister, og hun understregede det vigtige i en god opvækst for alle børn. Her er det udviklende samvær med et tilstrækkeligt antal voksne en af hjørnestenene.

Til gengæld er Mette Frederiksen ikke meget for lovbestemte minimumsnormeringer, der vil fjerne kommunernes selvbestemmelse, når de laver budget.

– Folketinget skal ikke detailregulere organiseringen ude i kommunerne. Vi går jo blandt andet til valg på en større nærhed, også i beslutningerne, sagde Mette Frederiksen.

Tilfreds Malte Larsen

Efter en lille time på VIA drog Mette Frederiksen videre mod Aarhus i sin kampagnebus. Derefter kunne den lokale MF Malte Larsen gøre status over et kort, men vellykket besøg.

– Jeg er utrolig glad for, at Mette Frederiksen lægger vejen forbi Randers, og at hun samtidig sætter fokus på uddannelser. Uddannelse er i mine øjne et af de allervigtigste områder for politikere at beskæftige sig med, siger Malte Larsen.

– Lokalt forankrede uddannelser er måske den vigtigste forudsætning for, at vi kan give vores unge mennesker en god vej ind i livet. Og samtidig er uddannelserne med til at sikre og udbygge indbyggertallet – nu og i fremtiden, siger det lokale socialdemokratiske folketingsmedlem.

Kommentarer