Paderup

Kvinder for fuld hammer, spartel og skruemaskine i Bauhaus

Se billedserie 23 gør-det-selv-kvinder med tæft for håndværk og hang til en hyggelig aften i ligesindedes selskab fandt vejen forbi Bauhaus i Randers onsdag aften til arrangementet "Women's Night". Foto: Randers Netavis

Mens det langsomt tyndede ud imellem hylderækkerne i den øvrige del af Bauhaus Paderup onsdag  aften, var der anderledes leben i afdelingen for træ og VVS. Her var 23 kvinder – og næsten ligeså meget personale – samlet til “Women’s Night”; en aften for rigtige gør-det-selv-kvinder.

Souschef ved Bauhaus i Randers, Sven Kirkeby. Foto: Randers Netavis

Flere af deltagerne var gengangere fra tidligere lignende arrangementer, som nogle gange tæller helt op til 80 kvinder, kunne Sven Kirkeby berette. Han er souschef ved Bauhaus Randers og er ofte med til disse aftener målrettet byggemarkedets kvindelige kunder.

– Der er faktisk en del med i aften, som har været med indtil flere gange før, fortæller han og tilføjer, at mænd sådan set også er velkomne. Ingen diskrimination der.

– Men jeg tror kun, der er dukket en mand op en enkelt gang, og han gik hurtigt igen, griner han.

Godt håndværk og kreativ sans

Anni Bjarøy fra Nimtofte er vild med Bauhaus’ arrangementer. Foto: Randers Netavis

Aftenens deltagere var delt op i tre grupper, som på skift kom rundt og blev introduceret for aftenens temaer: trægulve, træpleje, laminat, fliser og spartling. Der blev fulgt nøje med i demonstrationerne og spurgt flittigt ind til metoder, materialer, muligheder med mere.

– Jeg er vist med for ottende gang, fortalte Anni Bjarøy (46), som var kørt helt fra Nimtofte for at deltage.

Hun er helt vild med arrangementerne, som både har gjort hende klogere på at male og tapetsere, lært hende at bruge en motorsav, en sprøjtepistol og skifte stikdåser, fatninger og forlænge ledninger. Og sikkert meget mere. Onsdag aften fik hun blandt andet nogle gode fif omkring spartling af fliser og ideer til et nyt gulv med hjem. Foruden en dunk rensemiddel til træ.

– Jeg vil gerne kunne hjælpe min mand med de håndværksmæssige ting derhjemme. Vi har både et stort hus og sommerhus, så der er nok at se til, smiler hun og til føjer, at det tillærte skam også bruges til at lave en masse spændende detaljer i hjemmet. Således kreerer eller omforandrer hun både lamper, hylder, knage, kommonder og mange andre ting.

Artiklen fortsættes efter billedet…

Vivian Riisager er også trofat deltager ved Bauhaus-arrangementer for kvinder. Hun var kørt fra Aarhus for at være med. “Arrangementet i Aarhus er først i morgen (torsdag), og der kan jeg ikke”, for talte hun. Her prøver hun kræfter med at lægge trægulv – godt hjulpet af Carsten Laue Jensen, som er sælger ved Frøslev træ. Foto: Randers Netavis

En anden slags ‘tur i byen’

Aftenen blev rundet af med en lille hyggelig workshop, hvor kreativitet og håndværk gik op i en højere enhed – over et glas og en god snak. Mange af deltagerne kommer typisk som en lille flok veninder eller kolleger, for hvem aftenen er et fint – og meget håndgribeligt – alternativ til for eksempel en tur i teatret.

Skønt deltagerantallet ikke var så højt denne aften, var souschefen meget tilfreds med aftenen.

– Typisk er der ikke så mange her første gang på året – og så er der jo til gengæld mere tid til den enkelte, fortalte Sven Kirkeby.

Han spår dog, at deltagerantallet vil være væsentligt  højere næste gang, hvor overskriften på “Women’s Night” er ‘Haven’.

Kommentarer