Randers by

Kommuneplan 2017: Debatten er i gang

Det er muligt for byer udenfor Randers at booke et borgermøde, så man kan diskutere de ting, der er relevante for sin egen by.

Kommuneplanen fastlægger rammen for udviklingen i Randers Kommune i de næste 12 år, og frem til den 7. februar 2017 har borgere mulighed for at komme med bemærkninger til planen.

Nu kan borgere være med i debatten om, hvordan Randers Kommune skal udvikle sig i de kommende 12 år. Byrådet sendte nemlig på mødet den 28. november et forslag til Kommuneplan 2017 i høring, og dermed kan alle komme med bemærkninger til planen, der skal beskytte og udvikle kvaliteterne i Randers Kommunes byer, landskab og natur.

Kommuneplan 2017 beskriver hvad og hvor, der må bygges, og hvad der skal ske med infrastrukturen. Den udpeger mulige erhvervsområder, boligområder og meget meget mere.

Her foregår debatten

Det er muligt at deltage i debatten ved at afgive høringssvar.

Samtidig er der borgermøde den 6. december klokken 19.00 på Laksetorvet, 8900 Randers C, hvor alle med interesse for planen er velkomne. På mødet vil generelle emner fra Kommuneplan 2017 blive gennemgået, ligesom det vil være muligt at stille spørgsmål og komme med kommentarer.

Endelig er det muligt for byer uden for Randers at booke et borgermøde, hvor mødet så handler om de emner, der er mest interessante i lige præcis dét område. På randers.dk og kommuneplan2017.randers.dk kommer snart mulige datoer for borgermøder og yderligere oplysninger om, hvordan man booker et møde.

Kommuneplan 2017 er i høring frem til den 7. februar 2017.

Kommentarer