Langå

Kolleger til den afdøde mor: ”Vi er meget påvirkede”

Tirsdag blev der flaget på halv ved Nørreå Børnehus i den lille by Skjern mellem Randers og Viborg. Moren i familien på seks, der mandag blev fundet død i hjemmet ved Ulstrup, arbejdede her som pædagogmedhjælper. Foto: Randers Netavis.

Der flages på halv ved Nørreå Børnehus på Gl. Randersvej mellem Tindbæk og Løvskal. Moren i familien på seks, der mandag blev fundet død i hjemmet ved Ulstrup, arbejdede her som pædagogmedhjælper.

Personalet på Nørreå Børnehus havde tændt lys til minde om deres afdøde kollega. Foto: Randers Netavis.

”Meget uvirkeligt”, sådan beskriver Ditte Møller, leder af Nørreå Børnehus, situationen i den lille private institution. Moren i familien, der i går blev fundet død i et hus i Amstrup Bakker ved Ulstrup, var ansat som pædagogmedhjælper i børnehusets vuggestue. Ingen vidste, hvorfor hun ikke mødte ind på arbejde i går, men i løbet af dagen lagde kollegerne to og to sammen. Der blev ringet rundt til alle børnenes forældre, som fandt alternativ pasning til i dag, tirsdag. Mandag aften fik personalet desuden tilbudt en snak med en krisepsykolog.

– Vi er alle meget påvirkede. Ikke nok med, at vi har mistet en kollega. Situation er også så tragisk, opsummerer Ditte Møller.

Hun vil ikke fortælle yderligere. Men oplyser, at børnehusets 10 medarbejdere har været samlet i dag – ikke for at arbejde, men for at være der for hinanden i den svære situation.

Ikke et gasudslip

Familien, der i går blev fundet døde i hjemmet, tæller seks personer. En far, en mor og fire børn – to piger på 6 og 16 år og to drenge på 3 og 11 år. Østjyllands Politi efterforsker i øjeblikket sagen som en drabssag.

I begyndelsen gik der rygter om et gasudslip, fordi politi og beredskab som det første åbnede vinduerne, da de ankom til stedet. Men HMN Naturgas, der leverede gas til huset, oplyser til TV Midt Vest, at de ikke er blevet bedt om at lave yderligere undersøgelser, efter at de på politiets opfordring blev bedt om at slukke for gassen.

Østjyllands Politi fortæller om en”ganske omfattende efterforskning” og oplyser, at der formentlig vil gå nogle dage, før der kan gives et endeligt svar på, hvad der er sket i huset.

Nørreå Børnehus åbner igen for børn i morgen.

Læs også her: Politiet efterforsker tragedien i Ulstrup som mordsag

Kan du lide, hvad du læser? Så gå ind på Facebook og “synes godt om” Randers Netavis her

Kommentarer