Randers by

Joseph Sage på GAIA

Joseph Sage. Pressefoto

Lørdag den 13. januar 2018 åbner GAIA Museum en spændende særudstilling med tegninger af en selvlært kunstner, franskmanden Joseph Sage.

Joseph Sage (f. 1935) laver kunstværker der fremstår som filigran af mønstre, farver og former. De er tegnet med tusch eller akvarel på papir. Nogle er sort/hvide, andre er farve-strålende. Joseph Sage er professionel sanger og har specialiseret sig i musik fra middelalder og renæssance. Som kontratenor kan hans stemme spænde over tre oktaver.

Han begyndte at tegne i 1963 efter at have set en udstilling på det franske slot Château de Dieppe med kunstneren Georges Rouault – en kunstner som indskriver sig i den franske fauvistiske og ekspressionistiske tradition. Lige siden har Joseph Sage tegnet. Han beskriver processen som instinktiv og ubevidst. Han har aldrig modtaget tegne-undervisning, og det er første gang han udstiller sine billeder i Danmark.

Automatisme inden for kunst findes både hos spiritismen, surrealisme, dadaismen og outsiderkunsten. GAIA kalder udstillingen “Tøm det der er fyldt – Fyld det der er tomt”.

Udstillingen åbner lørdag den 13. januar klokken 13 og løber frem til og med den 28. marts 2018.

Fakta

GAIA Museum og Akademi er en kulturvirksomhed i Randers Kommune. GAIA Museum Outsider Art udstiller og formidler outsiderkunst. På GAIA Akademi har eleverne travlt med at skabe og udvikle Outsiderkunst, mens museet udstiller værker fra både danske og internationale kunstnere. Outsiderkunst er en mere spontan form for kunst, der ofte er skabt af folk, der befinder sig på kanten af en social normalitet.

Kommentarer