Randers by

Johnny Cash Band i Randers Festuge

Det lokale Johnny Cash Band er efterhånden Randers Festuges mest sikre indslag.

Det sker i forbindelse med bandets San Quentin Tour 2019, hvor Johnny Cash Band markerer 50-året for indspilningen af en af de mest populære Johnny Cash-sange gennem tiderne.

Johnny Cash Band holder altså legenden i live og turnerer hele året under overskriften ”San Quentin Tour 2019”. Det betyder, at der med udgangspunkt i ”San Quentin” serveres en stribe af de største hits fra den amerikanske country-, blues-, rock- og popstjerne. San Quentin albummet fra 1969 står for mange Cash-fans, som den vigtigste indspilning i hele Johnny Cash sangkarriere. Pladen fik sammen med indspilningen ”Folsom Prison” fra 1968 en helt afgørende betydning for det fantastiske come-back, som Johnny Cash oplevede i de år. Begge indspilninger banede således vejen for hans fortsatte karriere helt frem til sin død i 2003.

Albummet ”At San Quentin” og sangen ”A Boy Named Sue” blev begge nomineret til en Grammy. Det er almindeligt anerkendt, at musikalbummet er blevet en milepæl i musikhistorien. Selve liveindspilningen af Quentin – pladen foregik den 24. februar 1969 i San Quentin statsfængsel, og den blev samme år sendt i handlen den 4. juni.

Johnny Cash Band har i repertoiret på 2019-turen en del nye sange, som cover-bandet ikke tidligere har optrådt med, herunder naturligvis de vigtigste sange fra San Quentin-pladen. Musikerne er dog de samme, som der har været igennem en årrække og hvor de sammen udspiller deres roller, som den besætning, som der var i ”Johnny Cash and The Tennessee Three”, der blev etableret helt tilbage i 1960. Ivan Bach er i front med guitar og vokal som selveste Johnny Cash. Preben Dybsdal giver den som Luther Perkins og spiller alle guitarsoloer. Per Arlyng står stolt som bassisten Marshall Grant og lægger bunden i bandet sammen med Tommy Kragelund, der bag trommerne agerer W.S. Holland.

Siden starten i 2010 har Johnny Cash Band optrådt på utallige musikfestivaler, ved byfester, i forsamlingshuse og andre spillesteder i Danmark. Hvert år renoveres repertoiret, så publikum hver gang kommer til at opleve nye sange fra Johnny Cash’ s musikalske skattekiste, men selvfølgelig er klassikere som ”Ring of Fire” og ”San Quentin” at finde ved hver optræden, ligesom sætlisten indeholder et udvalg af både de ældre og yngste Johnny Cash-sange.

Johnny Cash Band, torsdag 15. august kl. 20 på Underværket. Forsalgspris kr. 125 – ved døren kr. 150

Kommentarer