Randers by

Grønt juleværksted på Randers Naturcenter

Julepynt af naturmaterialer, snittede nisser, æbleskiver over bål og grønne juledekorationer – julestemningen starter på Randers Naturcenter med det grønne juleværksted den 18. november.

For mange randrusianske familier er det blevet en tradition at starte årets juleri med et besøg i Randers Naturcenters grønne juleværksted. I år finder det sted lørdag den 18. november, og der er masser af muligheder for at komme i den helt rigtige julestemning.

– Vi tænder op i bålet og bager æbleskiver og koger grønne juleklejner over flammerne, og så stiller vi en mangfoldighed af naturmaterialer til rådighed for gæsterne til fremstilling af julepynt og dekorationer, fortæller leder af Randers Naturcenter, Helle-Marie Taastrøm.

Man kan blandt andet snitte julenisser, lave adventskrans og juledekorationer og fremstille forskelligt julepynt af pil, træ, perler mv. Det er tilladt at medbringe egne lys til dekorationer, men der er også mulighed for at fremstille sine egne lys af bivoks. Man kan også købe lys i naturcenterets café, der også sælger julekringle og varme drikke på dagen.

Arrangementet foregår på Randers Naturcenter på Gudenåvej 20 klokken 10.00 til 14.00. Helle-Marie Taastrøm anbefaler, at man iklæder sig varmt og praktisk udetøj.

Kommentarer