Randers by

Det grønne juleværksted forvandler grene til nisser

Papirstrimlerne skiftes ud med pil i Det Grønne Juleværksted.

Randers Naturcenter har det helt store arsenal af naturmaterialer klar, så både store og små kan julehygge, mens de laver adventskranse og juledekorationer. Det er kun fantasien, der sætter grænser for det julepynt, som man gratis kan lave den 17. november.

Men hvorfor overhovedet lave julepynt af naturmaterialer, når man jo bare kan købe juleklokker og sprællemænd i alverdens butikker? Svaret på det spørgsmål er indlysende, hvis man spørger leder af Randers Naturcenter, Helle Marie Taastrøm.

– Det er for at give folk en anden oplevelse af, at smukt julepynt kan være meget andet end glittede julehjerter. Hos os sidder folk udenfor i naturen samtidigt med, at de laver julepynt af træ og pil, og vores oplevelse er, at det giver folk en hyggelig dag med masser af natur og julestemning, – siger Helle Marie Taastrøm.

Skulle man få den tanke, at det da må være lidt for koldt at sidde udenfor og snitte i træ i november, så har Randers Naturcenter også et bål klar, hvor gæster kan bage æbleskiver. Og man kan gå indenfor i julecaféen og få lidt varmt at drikke. Så varmen skulle man nok kunne få igen. Hvis en kreativ dag i naturen lyder som noget for dig og din familie, så er det:

lørdag d. 17. November kl. 10 – 14

Kommentarer