Land og By

Alle gadelamper i Randers er nu udskiftet

Gadebelysningen i hele Randers er nu skiftet til mere miljøvenlig LED-belysning. Den nye belysning giver Randers Kommune en besparelse på 8 millioner kroner om året.

Onsdag den 12. juni blev den sidste gadelampe skiftet ved Det Gamle Rådhus i Randers. Og gevinsten er til at mærke for kommunens pengepung, fortæller Martin Højholdt, projektleder i Veje og Trafik i Randers Kommune:

– De seneste års udvikling af LED-teknologi har gjort det attraktivt at skifte de gamle kviksølvgadelamper ud med LED-lys. De nye lamper bruger mindre strøm, og er derfor bedre for både miljøet og for kommunens pengepung. I 2012 kostede gadebelysningen 11,5 millioner kroner, og vi forventer, at udgifterne bliver blot 3,5 millioner kroner i 2019. Det vil sige en besparelse på 8 millioner kroner årligt.

Ud over besparelser på strøm, sparer kommunen omkostninger til driftsopgaver, da LED-lysene er mere stabile og kræver mindre vedligeholdelse. Besparelserne vil i første omgang blive brugt til at afdrage på investeringen og vil derefter tilgå kommunekassen.

Kommer klimaet til gode
De nye LED-lamper er ikke bare en økonomisk gevinst. De energivenlige gadelamper bidrager også til, at kommunen opnår syv procent af sine klimamål ved at spare kommunen for 336.000 tons CO2 om året frem mod 2030.

LED-lamperne har også indflydelse på trafiksikkerheden om natten, siger Martin Højholdt:

– Før i tiden var hver anden gadelampe slukket om natten, hvilket medførte mørke pletter. Nu er alle lamper tændt hele natten, hvilket medfører en mere jævn belysning og mere trafiksikkerhed.

Formand for Miljø og Teknikudvalget, Frank Nørgaard, var med oppe i kranen for at sætte den sidste lampe op ved Det Gamle Rådhus. Han glæder sig også over den nye belysning:

– Alle lamper er blevet skiftet til mere miljørigtig LED-belysning, som giver et langt bedre lys. Det giver en stor besparelse for kommunen og kommer borgerne til gode.

Randers Kommune har siden 2012 gennemført en omfattende renovering af gadebelysningen, efter at et EU-direktiv forbød anvendelse af kviksølvlyskilder. Der blev bevilliget 126 millioner til indsatsen, og i alt er omkring 21.000 gadelamper blevet udskiftet.

Kommentarer