Randers by

Frivillige overtager Torvedagen

På torvedagen lørdag d. 10. juni kan man møde en række lokale foreninger. Blandt frugt og grønt og blomster stiller frivillige stande op sammen med torveboderne. Herfra vil de fortælle om deres vigtige arbejde, der gavner mange forskellige målgrupper i Randers og omegn.

Lørdag d. 10 juni er en dag med masser af liv i Randers By. Der er både Spektakel Festival, Vores Randers og Stafet for Livet. Frivilligværket ser dagen som en oplagt mulighed for at synliggøre det lokale foreningsliv og har derfor booket nogle pladser på Kirketorvet og Erik Menveds Plads sammen med de torvehandlende. Her kan frivillige foreninger få en stand og promovere deres sag med foldere, flyers, fortællinger m.m. fra kl. 10-13.

Frivilligheden skal synliggøres

En af Frivilligværkets kerneopgaver er at synliggøre frivilligheden i Randers og omegn, og derfor ser daglig leder Louise Brown frivilligmarkedet som en god mulighed for at foreningerne kan komme på banen og promovere sig selv og deres sag.

– Efter at vi afprøvede et nyt koncept på Frivillig Fredag sidste år, som iøvrigt var en stor succes, var der nogle af foreningerne, der gav udtryk for, at de savnede foreningsmarkedet. Det kan vi godt forstå, for det er også en rigtig fin mulighed for at møde borgerne og fortælle om det gode arbejde, der bliver lavet i foreningerne rundt omkring. Derfor bookede vi os ind på en torvedag, hvor der i forvejen er masser af liv i byen, så foreninger får rigtig god mulighed for at promovere dem selv. Vi håber, at mange Randersborgere vil slå et smut forbi Erik Menveds Plads på lørdag og hilse på, udtaler Louise Brown

Kommentarer