Land og By

Så er det i aften, børnene sætter kulturhovedstadsår 2017 i gang

Børneåbningen i Randers er desuden arrangeret i tæt samarbejde med Randers Naturcenter og Randers EgnsTeater med støtte fra Kulturregion Østjysk Vækstbånd.

Cirka 300 børn omdanner Tronholmparken i Randers til en danse- og fortællelejr i anledningen af Europæisk Kulturhovedstad 2017. Arrangementet er en del af begivenheden “Ønskelandet”, der åbner kulturhovedstadsåret med sang og musik fra Alberte Winding.

Som noget helt særligt for den lokale børneåbning i Randers vil der også blive afholdt fernisering på tre pixibøger, som alle 3300 børnehavebørn i Randers Kommune har været med til at lave.

Pixibøgerne er et stykke Randers-historie, hvor børnene har fortalt om deres ønsker og drømme gennem tegninger og fortællinger.

De to kunstnere Tanja Nellemann Kruse og Lise Haurum Christensen har samlet børnenes drømmetegninger i de tre smukke bøger. Til åbningsfesten den 20. januar i Tronholmparken vil unge talenter fra Randers EgnsTeaters talenthold tryllebinde 150 børnehavebørn ved at formidle fortællingerne videre.

Desuden har 150 børn fra Nørrevangskolen, Kristrup skole og Rismølleskolen i Randers indstuderet en dans til Albertes nummer “Ønskelandet”, der bliver en del af festen.

Hør sangen her: Se video: Alberte Winding synger kulturhovedstadens børneåbning i gang

Det hele finder sted i en stemning af bål, samiske lavvu-telte og rensdyrskind i Tronholmparken i tidsrummet 9.30 til 12.00. Derudover bliver åbningen af kulturhovedstadsåret markeret med bogferniseringer i samtlige kommunale dagtilbud samme dag.

Kulturhovedstadens børneåbning

Kulturhovedstadens børneåbninger i hele Region Midtjylland er arrangeret af Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 i samarbejde med de enkelte kommuner og BUM – Netværk for Børne- og Ungekultur i Region Midtjylland.

Vil du følge med i nyhederne fra dit lokalområde? Så gå på Facebook og giv et “synes godt om” til Randers Netavis her

Kommentarer