Randers by

Flugtbilist kørte ind i forsamlingshus

Østjyllands Politi efterforsker sag om sammenstød med forsamlingshus. Arkivfoto

En eller flere ukendte mænd kørte søndag nat omkring klokken 01.50 ind i Uggelhuse Forsamlingshus ved Randers SØ.

Sammenstødet var så voldsomt, at der gik hul på muren ind til forsamlingshuset. Bilen brød efterfølgende i brand af endnu ukendte årsager og fik store skader.

Politiets undersøgelser viste, at bilen først var kørt ind i en lygtepæl og derefter gavlen på forsamlingshuset.

Betjentene kunne følge nogle af gerningsmændenes fodspor og fandt frem til flere beklædningsgenstande og forskellige effekter, som personerne i bilen formentligt har smidt under flugten.

Ejeren af bilen har forklaret til politiet, at bilen blev stjålet fra hendes adresse i Ørsted på et tidspunkt i løbet af søndag aften.

Østjyllands Politi efterforsker nu sagen nærmere for at finde frem til gerningsmændene, og hvad der præcist er sket.

Kommentarer