Randers by

Doktorparkløbet blev gennemført i strålende solskin

Der blev der sat ikke mindre end 5 løbsrekorder ved Doktorparkløbet lørdag. Her er det Njord Yde Simonsen fra 0. klasse på Munkholmskolen, der løb de 850 m. i tiden 3,38 min., hvilket var hele 4 sekunder under den hidtidige rekord.

10 skoler og 228 børn gennemførte Doktorparkløbet under noget nær optimale forhold. Doktorparken satte en fantastisk kulisse for børn, forældre, bedsteforældre og andre der var i parken denne lørdag eftermiddag. Solen skinnede og ikke en vind rørte på sig.

Af Carlo Regnarsson Mains, Randers Freja Atletik

For 47. gang arrangerede Randers Freja Atletik Doktorparkløb for byens skolebørn! Alle skoler inviteres, men det er pædagogernes eller lærerenes engagement, der afgør, om der er deltagere fra en skole eller ej. Igen i år var det tydeligt, at de skoler, der havde gjort et stykke forarbejde og sendte en skolerepræsentant, også var de skoler der tog langt de fleste medaljer og de fleste pokaler med hjem. Pædagogen eller læreren skaber fællesskab, motivation og en tryghed, så børnene får lyst til at bruge en lørdag på at løbe Doktorparkløb.

Se det kæmpe billedgalleri fra løbet her

228 børn er ikke mange i forhold til tidligere, men der blev løbet mange jævnbyrdige og hurtige løb. Børnene løber kun mod ligesindede, 0. kl. piger i selvstændig gruppe, 0. kl. drenge mv. op til og med 6. kl. Det er gratis at deltage og børnene løber for sjov, men kæmper selvfølgelig om æren, hvem er hurtigst for skolen samt om medaljer og pokaler, der er sponsoreret af Randers Amtsavis. Som traditionen byder var der frugt og vand til alle børn efter løbet, men da Doktorparkløbet er et non-profit stævne, er løbet afhængig af venlige sponsorer. Frugten var igen i år sponsoreret af FØTEX samt vand og startnumre var sponsoreret af Arbejdersnes Landsbank.

På trods af at der var færre børn end forventet, blev der sat ikke mindre end 5 løbsrekorder. Njord Yde Simonsen fra 0. Kl. på Munkholmskolen løb de 850 m. i 3,38 min., hvilket var hele 4 sekunder under den hidtidige rekord. Alberte Ankerstjerne fra Munkholmskolen der i 2016 satte ny rekord hos 0. Kl. piger, og som stadig står, tog lørdag ligeledes rekorden hos 2. Kl. piger. Hun forberede Signe Kahrs rekord fra 2017 med hele 5 sekunder, så den nu lyder på 3.24 min. Den 3. rekord var ligeledes fra Munkholmskolen. Felix Sommer forberede Tobias Kaads 3 år gamle rekord med 1 sekund, så den nu lyder på 3.12 min. Cecilie Aalestrup Kragh, der går i 5. Klasse på Søndermarksskolen løb ligeledes 3.12 min. på de 850 m. og satte ny løbsrekord hos 5. Kl. pigerne. Den sidste løbsrekord stod Magnus Kahr fra Munkholmskolen for Magnus går i 5. klasse. Alligevel formåede han at løbe den hurtigste omgang af alle nogensinde, så rekorden nu lyder på 2.54 min. Den hidtidige rekord havde Louis Rygaard fra C la Cour skole, der i 2016 løb 2,55 min.

Den sidste rekord der blev sat var stafetløbet. Normalt plejer der at være maksimalt 6-8 hold til stafetløbet, der pr. tradition afvikles til sidst efter alle de individuelle løb. I år var der hele 16 hold, der deltog og kom igennem. Det skal dog tilføjes at der var ændret end det på stafetten. Tidligere skulle der 5 løbere til et hold og der blev kun løbet om en pokal. I år var der ændret 2 ting. For det første skulle en skole blot stille med 3 løbere, en fra 0.-1. Kl., en fra 2.-3. Kl. og en fra 4.-6. Kl. Kunne man ikke stille med en fra 4.-6. Klasse, måtte man gerne bruge en der var yngre. For det andet blev der løbet om medaljer og det var der hele 12 børn der nød godt af. Munkholmskolens hold 2 bestående af Njord fra 0. Kl., Alberte fra 2. og Magnus fra 5., der alle vandt deres individuelle løb i ny løbsrekord, kunne ingen true. De vandt i forholdsvis suveræn tid, 11.03 min. for de 3×850 m. De tog derfor guldmedaljer og stafetpokalen med hjem. Hold 3 fra Munkholmskolen med Zander fra 0. Kl., Felix fra 2. Kl. og Vigga fra 5. blev nr. 2 og fik sølvmedaljer. 2 hold måtte dele 3. Pladsen og bronzemedaljer, da de passerede målstregen i samme tid.C La Cour skole hold 1 med Alexander fra 1. Kl., Christian fra 2. Kl. og Cecilie fra 4. Kl. løb lige op med Munkholmskolens hold 1 bestående af Bertram fra 0. Kl., Signe fra 3. og Jeppe fra 3. Kl.

Alle resultater sendes til de deltagende skoler og kan snarest muligt ses på randersfrejaatletik.dk. Billeder fra dagen kan ses på Randers Freja Atletiks facebook side, der også kan ses via hjemmesiden.

Den 48. udgave af Doktorparkløbet holdes i maj 2019, men datoen er endnu ikke fastsat. Randers Freja Atletik er for første gang arrangør af Fladbroløbet, der afvikles søndag d. 6. maj og der skal lige evalueres på om de to løb skal placeres i samme weekend.

Kommentarer