Spentrup

DØDSFALD: Sidste medlem af Hvidstengruppen er død

Det sidste medlem af Hvidstengruppen Svend Egon Andersen i Knebel er død, 97 år gammel.

Den legendariske Hvidstengruppe modtog containere med våben og sprængstoffer samt faldskærmsagenter fra England. Det skete på modtagepladsen Mustard Point ved Allestrupgaard ved Hvidsten.

Da nogle af Hvidstengruppens medlemmer blev anholdt den 11. marts 1944 blev Svend Egon Andersen advaret, og han nåede at flygte, og kom senere til Sverige.

Her hørte han i nyhederne, at otte medlemmer af Hvidstengruppen var blevet henrettet i Ryvangen i København. Det gjorde ham så oprevet, at han et øjeblik overvejede at tage tilbage til Danmark, for at kæmpe mod tyskerne.

Svend Egon Andersen blev altid rørt, når han talte om henrettelsen af de otte medlemmer af Hvidstengruppen.

– Det er jo næsten det værste at tænke på, at de ikke kom til at opleve den 5. maj fortalte han, med tårer i øjnene.

For kort tid siden snublede han i sit hjem, og brækkede lårbenet. Det svækkede ham meget, og han kom sig aldrig helt over benbruddet.

Svend Egon Andersen bliver fredag bisat i Knebel Kirke. Tidspunktet offentliggøres senere.

 

Kommentarer