Randers by

Debat: Har I politikere taget stilling til den nye erhvervsfremmelov?

Debatindlæg af: Finn Møller
Bestyrelsesformand, Erhverv Randers

Kære kommunalpolitikere i Randers. Har I taget stilling til den nye erhvervsfremmelov?

Vi i bestyrelsen for Erhverv Randers er dybt bekymret for, at en konsekvens af lovforslaget kan blive døden for Erhverv Randers. Vi er af den opfattelse, at det vil være et stort tilbageskridt for den lokale erhvervsfremme i Randers kommune.

Høringsperioden for den nye erhvervsfremmelov er netop afsluttet. Vi er mange, der er rigtig bekymrede for, hvilke konsekvenser det nuværende lovforslag får for erhvervsfremme i Danmark. I bestyrelsen for Erhverv Randers er vi naturligvis meget optaget af, hvad det nuværende lovforslag får af konsekvenser lokalt.

Den generelle bekymring kommer tydeligt til udtryk i mange af høringssvarene, som klart giver udtryk for store bekymringer omkring lovteksten og den økonomiske model bag. En bekymring som jeg og min bestyrelse i Erhverv Randers fuldt ud deler.

Intentionerne bag en modernisering af erhvervsfremmesystemet er helt rigtige, og der skal helt sikkert ske en modernisering. Den politiske aftale mellem regeringen og KL ser egentlig helt fornuftig ud, men lovforslaget synes ikke at være helt tro mod den politiske aftale. Og den foreslåede økonomimodel synes også at kunne få den konsekvens, at kommunerne ikke bliver det omdrejningspunkt for den danske erhvervsfremme, som er intentionen i den politiske aftale. Personligt er jeg virkelig bekymret for, at det nuværende lovforslag kan ende med at lægge det danske erhvervsfremmesystem i ruiner.

Der er så mange usikkerheder omkring opgavefordeling mellem kommunerne og de tværkommunale erhvervshuse. Og hele ideen bag en digital platform til at sikre en bred tilgang for virksomhederne til erhvervsfremmesystemet er så luftig og ukonkret, at det skriger til himlen. Ikke mindst taget i betragtning, at der er en målsætning om en skæringsdato, der hedder 1. januar 2019.

Hvad betyder alt dette lokalt? Det er vigtigt at sige, at lovforslaget endnu ikke er godkendt. Og man kan da håbe, at erhvervsministeriet bliver klogere af høringssvarene. Men lad mig for en stund antage, at lovforslaget bliver godkendt. Hvad kan det så betyde her i Randers?

Med det nuværende lovforslag skal kommunerne i alt flytte kr. 180 mio. fra lokale erhvervsfremmeaktiviteter til finansiering af de nye erhvervshuse og en ny digital platform, som skal sikre en bred tilgang til det nye erhvervsfremmesystem. Desuden vil en del af de 180 mio. kr. blive øremærket til det der kaldes borgernær velfærd. Mht. borgernær velfærd har kommunerne dog den frihedsgrad, at de stadig kan vælge at bruge disse midler til erhvervsfremme.

I Randers kommune vil det, worst-case, betyde, at vores byråd i forbindelse med de kommende budgetforhandlinger skal finde en besparelse på godt 2 mio. til lokale erhvervsfremmeaktiviteter.

Lokale erhvervsfremmeaktiviteter dækker over de aktiviteter, som kommunen betaler Erhverv Randers for at varetage, samt de erhvervsfremmeaktiviteter som den kommunale forvaltning selv er ansvarlig for. Med andre ord. Står det nuværende lovforslag til troende, skal byrådspolitikerne til at beslutte hvordan besparelsen på erhvervsfremmeaktiviteter skal fordeles på henholdsvis Erhverv Randers’ aktiviteter, og de aktiviteter forvaltningen selv er ansvarlig for at implementere.
Det er vigtigt her at bemærke, at lovforslaget ikke dikterer, at besparelsen lokalt skal ramme Erhverv Randers.

Her har vores byrådspolitikere altså visse frihedsgrader.

Bestyrelsen i Erhverv Randers vil være overordentlig bekymret for fremtiden for den lokale erhvervsfremme, hvis byrådet beslutter, at den tætte kontakt til virksomhederne og den basale erhvervsservice, som Erhverv Randers tager sig af på vegne af Randers Kommune, bliver nedprioriteret eller i værste fald helt fjernes. Det vil efter vores opfattelse være yderst uheldigt. Og vi taler på vegne af mange virksomheder i Randers kommune.

Jeg og resten af bestyrelsen for Erhverv Randers står til fuld rådighed for politikerne i forbindelse med deres budgetforhandlinger, hvis de mener, at de har behov for at få nuanceret konsekvenserne af det nuværende erhvervsfremmelovforslag.

Jeg vil hermed ønske byrådspolitikerne held og lykke med de kommende budgetforhandlinger. Jeg er helt overbevist om, at de tager gode og kloge beslutninger til gavn for Randers kommunes fremtid.

Kommentarer