Det sker

Dart er for alle

Randers Dart Club arrangerer begynder-stævne i dart.

De fleste har sikkert på et tidspunkt haft en dartpil i hånden og kastet med den – enten en pil med spids eller som barn en ufarlig pil med velcro – og mærket fascinationen af at forsøge at ramme plet. Flere har nok også siddet foran tv og spændt fulgt med, når de professionelle dartspillere kæmper om meget store pengepræmier. Men hvordan er det egentligt at dyrke dart som sportsgren og være en del af et klubfællesskab.

Det får alle randrusianere over 18 år nu muligheden for at prøve lørdag d. 19. oktober, hvor Randers Dart Club inviterer alle til et ministævne for begyndere.
– Hvis du har set dart i tv, lige er begyndt med at kaste pile eller bare har prøvet det et par gange i byen, så er vores begynderstævne noget for dig, fortæller formanden for Randers Dart Club, Benny Højholt.

Begynder sammen
– Det kan godt være lidt overvældende alene at opsøge en klub for at deltage i træning med andre, der måske har spillet i flere år. Ved begynderstævnet kan du prøve dart som sportsgren i jævnbyrdig konkurrere med andre, der har lige så lidt erfaring med sporten som du. Og måske ender det med, at I så er flere, der begynder i klubben sammen, og kan være med til at bygge hinanden op og blive bedre sammen, siger Benny Højholt.
Randers Dart Club afviklede seneste et lignende begynderstævne for et par år siden, og umiddelbart derefter begyndte fire-fem nye spillere i klubben. Nogle af dem spiller nu på et af klubbens bedste hold.

Højest 24 spillere
Randers Dart Club har i denne sæson fem hold med i turneringerne under Dansk Dart Union. Førsteholdet spiller i 3. division og fører i øjeblikket 3. division Nord med maksimumpoint. Andetholdet spiller i Danmarksserien, og tredjeholdet i kvalifikationsrækken. Disse tre hold spiller primært kampe på lørdag, mens klubbens to sidste hold stiller op i hverdagsturneringen, der normalt afvikles tirsdag aften. Endelig har RDC et hold i oldboys-rækken.

Ved begynderstævnet er der plads til højest 24 spillere. Alle spillere er sikret flere kampe, da de først ved lodtrækning fordeles i puljer, hvorfra alle går videre til cup-kampe, hvor man kan risikere at blive slået ud, hvis man møder en spiller, der har mere held med sine pile. Deltagelse koster 50 kr., som udelukkende går til præmier. Tilmelding skal ske til formand@randersdartclub.dk eller på tlf. 27 26 96 42.
Begynderstævnet foregår i Randers Dart Clubs lokaler på Jernbanegade 27, der ligger lige ved siden af Randers Banegård.

Kommentarer