Randers by

Cityforeningen gentænker julebelysningen

Foto: Citychef Mette Bræmer-Jensen ved den største af julestjernerne, som venter på at blive hængt op og skabe glæde i Randers Midtby.

500.000 julelys lyser denne jul op i Randers’ hyggelige midtby. Det er begyndelsen på en udskiftning af julelyset i hele byen – skabt i et stort samarbejde mellem handels- og erhvervsliv i kommunen.

Randers har tradition for at være en hyggelig juleby med stort juletræ på Rådhustorvet, julehytter og lys. Her i 2017 bliver det hele lidt festligere og lidt hyggeligere. I forbindelse med at lamper og julekæder trænger til en udskiftning på grund af naturlig slid og ælde, gentænker Randers Cityforening belysningen.

Byens julebelysning har i udviklingen hen mod, at Randers skal være Lysets By i de sidst par år fået tilført nye julekugler under sejlet på Østervold, ligesom den lysende hingst begejstre alle generationer. I år får blandt andet Houmeden og Brødregade flotte lysende stjerner.

”Ideen har vi hentet i Østrig for otte måneder siden og har efterfølgende brugt tiden på at få skabt det helt rigtige udtryk,” fortæller citychef Mette Bræmer-Jensen.

Hun har designet stjernerne i samarbejde med leverandøren MK Illumination. Den største af stjernerne er over tre meter i højden og er fyldt med små LED-lys. I alt tilfører stjernerne 500.000 julelys, og det har kun kunnet lade sig gøre, fordi byens butikker og virksomheder rundt om i kommunen har bidraget økonomisk.

Julestjernerne opsættes i nye wirer, der kan bruges til anden udsmykning resten af året.

”Det handler om at skabe en oplevelse. I november og december skal vi være en sanselig juleby, imens der på andre tider af året er mulighed for at give byen andre udtryk til begejstring og fornøjelse for både borgere og gæster i byen,” siger Mette Bræmer-Jensen

Planer om flere nye lys
Foruden julestjernerne kommer der i år helt ny belysning på det store juletræ. De mange lys tændes fredag den 24. november og vil herefter være tændt frem til nytår, hver dag mellem kl. 7 og 23.

”Det vil skabe glæde på enhver grå og mørk vinterdag,” forsikrer Mette Bræmer-Jensen.

Selv om der kommer helt nyt lys, vil en del af udsmykningen stadig være de gamle lamper og grand guirlander. Men målet er at få udskiftet de sidste lamper i 2018, hvorfor Randers Cityforening også har iværksat en indsamling, hvor både virksomheder og borgere kan give et bidrag. Indsamlingen forgår via mobilpay på det særlige indsamlingsnummer 97191.

Det er valgfrit, hvilket beløb man støtter med, men støtter man med 25 kroner giver det et lod i en lodtrækning om en juleuro til en værdi af 399 kroner. Støtter man eksempelvis med 100 kroner, deltager man i lodtrækningen om en dobbeltseng til en værdi af 15.000 kroner. Vinderne af konkurrencen offentliggøres på cityforeningens Facebook-side den 23. december.

Kommentarer