Det sker

Blues- stjerner jammer i Turbinens Lounge

Blues-musikeren H.P. Lange er en af de få danske udøvere af den akustiske blues-tradition. I mere end 20 år har Hans Peter ”H.P.” Lange været aktiv blues-musiker og spillet flere end 100 koncerter om året. Onsdag står han i spidsen for jam-fest til DMA Blues 2019. Pressefoto: H.P. Lange.

På onsdag hyldes blues-musikken i Danmark med prisfesten Danish Music Awards Blues 2019 på Turbinen i
Randers.

Toppen af det danske blues-landskab kæmper om statuetter i kategorierne Årets Bluesudgivelse og Blues Live Prisen, mens der i løbet af aftenen er masser af levende musik fra scenen.

Dansk Rock Samråd – ROSA kan i dag løfte sløret for, at aftenen ender med kreativt kaos, når nogle af genrens største stjerner herhjemme forvandler Turbinens hyggelige Lounge til en smeltedigel af improviseret blues med en akustisk jam-session efter prisuddelingen.

Den danske blues-pioner H.P. Lange er udpeget som jam-master, der skal svinge taktstokken i et samspil uden regler, og aftenens nominerede er alle blevet opfordret til at medbringe deres instrumenter og være med til at skabe en ganske særlig oplevelse i Loungen.

Et alsidigt live-program
Foruden jam-efterfesten byder Danish Music Awards Blues 2019 på et live-program spækket med dygtige musikere og sangere, der eksperimenterer med blues som genre og skubber grænserne for det gængse.

Den danske jazz-sangerinde Miriam Mandipira kanaliserer store sangerinder som Billie Holliday, Etta James og Aretha Franklin med sin sjælfulde og bluesede stemme, og så er der far og søn-kvalitetstid på scenen med James og Shaka Loveless. Sidst, men ikke mindst, får Turbinen besøg af den islandske troubadour og sangskriver Mugison.

Aftenens husorkester består af den svenske multiinstrumentalist Gustaf Ljunggren og den danske trommeslager Casper Simonsen. Aftenens vært er musiker og sangskriver MC Hansen. Danish Music Awards Blues 2019 arrangeres af Dansk Rock Samråd – ROSA i samarbejde med JazzDanmark,spillestedet Turbinen og Randers Festuge.

Kommentarer