Randers by

Billetløs togpassager anholdt for at nægte at opgive navn

Der skulle en anholdelse og en tur på politistationen i Randers til, før en 22-årig mand i går kom i tanke om sit navn og personnummer. Togpersonalet ringede til politiet kl. 9.43 fra togstationen i Randers.

I toget sad en beruset ung mand, der ikke havde billet og nægtede at opgive sit navn eller forlade toget. Da politiet kom frem, var han stadig ikke samarbejdsvillig, og betjentene måtte lægge manden i håndjern og tage ham med på politistationen.

Her fik manden pludseligt lyst til at give sit navn og cpr-nummer. Det viste sig, at han var 22 år og boede i Viby. Han blev sigtet for at nægte at opgive sit navn.

Kommentarer