Randers by

Banko-Carl gentager succesen med kæmpe bankoshow

Indsendt foto

Kongen selv, som Banko-Carl gerne opfatter sig, besøger søndag den 11. marts klokken 14.30 Arena Randers for at afvikle et stort bankoshow.

Med sig har han sine to kronprinser Brian og Fætter, som over tid skal overtage det legendariske bankoshow, men her og nu, er det Carl, som har gang i et storstilet comeback, der trækker fulde huse landet over.

Og nu kommer turneen atter til Randers, hvor veteranen i 80’erne og 90’erne samlede fulde huse i
Randershallen, som Arena Randers dengang hed. Her var der mere end 1.000 glade bankospillere samlet til destore shows.

– Jeg glæder mig til gensynet med Randers. Randers er en stærk banko-by, og der har altid været stor opbakning til mine shows, så jeg ser frem til det store bankoshow, hvor jeg håber at vi kan få
fyldt Arena Randers op på ny, fortæller Banko-Carl.

Det er Randers Herre Håndbold der har lokket bankokongen til byen og begge parter er enige om, at Arena Randers´ hal 3 er perfekt til “en ny omgang” bankoshow. Her er der nemlig plads til hele 600 bankospillere.

– Vi havde et fint arrangement sidste år i Dronningborghallen og nu skal vi så lave et fremragende arrangement i samarbejde med Banko Carl, oplyser direktør for Randers Herre Håndbold, Thomas Hvid Jakobsen, som samtidig oplyser, at der er tale om et helt specielt bankshow, som appellerer bredt og ikke kun til bankoentusiaster.

Banko for store og små

Banko-Carls koncept er nemlig for hele familien, barn som voksen og bedsteforældre. Numrene råbes op i et tempo alle kan følge med i, og så er der rigtig mange vindere, idet der kun spilles til rækken er fuld.

Alle der har banko på rækken får en gevinst, og så er der sidegevinster til to spillere ved hver side, dvs 4 i alt. Det er nærmest et stort gaveshow og der er også skelet til at der vil være præmier til børnene. Samtlige børn får tilmed et påskeæg med hjem.

Derudover er der forskellig underholdning på scenen og der er naturligvis også ekstra spil med store hovedpræmier.

Hele herligheden styres med charme og rutine af 81-årige Banko-Carl, som efter 20 år væk fra rampelyset, grundet alvorlig sygdom, nu har fundet gejsten og energien til et storstilet comeback. Med sig har han et par unge fyre, som på sigt skal køres i stilling til at afvikle de store bankoshows.

Banko-Carl, Brian og Fætter er klar

Når det store bankoshow rulles ud, vil dørene blive åbnet allerede kl. 13.00 og erfaringen fra Banko-Carls første comebackshows viser, at man skal være der i god tid, hvis man har ønske om at få en bestemt plads i salen. Allerede fra kl. 12.30 vil det være muligt at afhente bankopladerne.

– Der er gevinster for over 70.000 kroner og der er en ret stor sandsynlighed for at komme hjem med en præmie under armen. Der er mere end 700 præmier i alt. Vi har netop åbnet for salget af billetter på Randers HH´s hjemmeside og vi kan allerede en positiv interesse. Billetten til showet er inklusiv 4 spilleplader til de voksne og 2 til børnene, afslutter Thomas Hvid Jakobsen og oplyser, at der naturligvis vil blive annonceret i forskellige medier, når tiden nærmer sig det store show.

Kommentarer