Debat

Advarsel mod Den Danske Metode

En del mennesker i Randers og hele Østjylland, har ladet sig friste til nemt og hurtigt at tjene hundrede tusindvis af kroner gennem en virksomhed, som Finanstilsynet betegner som et svindelforetagende.

De har hoppet med på “Den Danske Metode” i håbet om at tjene hurtige penge. Men i sidste ende har det kostet flere tusinde kroner og mange ærgrelser, uden at ofrene har udsigt til at få deres penge igen.

Kommunikationsmedarbejder ved Østjyllands Politi Jakob Christiansen oplyser til Randers Netavis at de har modtaget en del anmeldelser mod virksomheden.

– Vi har været nødsaget til at henlægge sagerne, da det ikke er lykkedes os at sigte nogen gerningsmand, siger han.

Finanstilsynet kan heller ikke gøre ret meget for at standse virksomhedens ulovlige aktiviteter udover at advare imod dem.

Den Danske Metode handler angiveligt med binære optioner, som på mange måder minder om at handle med aktier. Men Finanstilsynet advarer netop mod at investere i binære optioner, fordi der er mange eksempler på, at forbrugere har tabt store beløb.

Finanstilsynet advarer også mod Den Danske Metode, som tilsynet vurderer er et svindelforetagende og er ulovlig i Danmark.

– Da selskabet opererer i Danmark uden tilladelse til at udøve værdipapirhandel i Danmark, er der tale om en ulovlig virksomhed, fastslår specialkonsulent, cand. merc. jur. Rikke Grinderslev-Schwartz fra Kontor for investorbeskyttelse i Finanstilsynet.

– Vi har tidligere advaret imod Den Danske Metode. Senest den 5. august 2016 da vi fik en henvendelse angående selskabet. Advarslen gik på, at selskabet formidlede finansielle tjenesteydelser i Danmark uden tilladelse fra Finanstilsynet, siger Rikke Grinderslev-Schwartz.

Randers Netavis har via Den Danske Metodes facebookside haft kontakt til bagmanden, som kalder sig ”Søren Jensen.” Chatten forløber sådan:

Randers Netavis (RN): Kan vi ikke mødes og tale om metoden?
Søren Jensen (SJ): Bor desværre ikke i Randers
RN: Jeg kan godt komme til dig
SJ: Vi kan mødes på Staden

”Søren Jensen” foreslår herefter at mødes klokken 04:20 søndag morgen, og der skulle medbringes hash.

Han erkender også, at det ikke er nogen rigtig virksomhed, ”…men bare venlige mig der gerne vil dele penge ud” skriver han.

Lidt senere beder han om at få tilsendt spørgsmålene som ønskes besvaret. Men han forklarer, at han ikke har adgang til firmaets mail i weekenderne, og derfor skal mailen sendes til hans personlige mail.

Vi afsender en mail med spørgsmål, men den besvares nu af en Thomas Dakker. Da vi spørger hvem Thomas Dakker er, får vi forklaringen, at det er ”Søren Jensens” bror.

Ifølge ”Søren Jensen” er der ingen af de succesfulde kunder, som ønsker at stå frem som millionærer. Det skyldes, at de ikke ønsker, at deres familier skal tigge om penge. Det er heller ikke muligt at opspore dem, fordi de fleste af dem flytter til Panama og begynder at lave store penge, oplyser ”Søren Jensen.”

Alle spørgsmål fra Randers Netavis til “Søren Jensen” besvares med flere selvmodsigelser og uden dokumenterede fakta.

Til trods for, at Den Danske Metode opererer ulovligt, har Finanstilsynet ikke indgivet nogen politianmeldelse mod selskabet.

– Der er vores vurdering, at der er meget stor risiko for, at der er tale om et decideret svindelforetagende. Det skyldes ikke mindst, at vi ikke har modtaget en anmodning om at tilbagetrække vores advarsel fra selskabet, pointerer Rikke Grinderslev-Schwartz.

– Finanstilsynet har vurderet, at en advarsel var mest hensigtsmæssigt i den konkrete sag. Selskabet har ikke kontor på de oplyste adresser, og opererer sandsynligvis fra et helt andet land. Derfor er det meget vanskeligt for det danske politi at efterforske disse sager, betoner Rikke Grinderslev-Schwartz.

 

Derfor er der al mulig grund til at tage advarslen fra Finanstilsynet alvorligt.

Kommentarer